Abonnementsartikel

I 2. kvartal i år faldt beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen med 400 personer i forhold til første kvartal. Især anlægentreprenørerne halter.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2. kvartal i år 171.600 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Det er et lille fald på 400 personer i forhold til 1. kvartal i år.

Trods nedgangen ligger beskæftigelsen i branchen stadigvæk på et niveau, som man skal ni år tilbage i tid for at finde magen til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremgangen i beskæftigelsen inden for byggeriet er bredt funderet. Der er især fremgang for elektrikere med et plus på 1700 job det seneste år, og for tømrerne med et plus på 1500 beskæftigede fra 2. kvartal 2017 til 2. kvartal 2018. Ser man på stigningen i procent bliver tømrerne dog matchet af både murerne samt gruppen af malere og glarmestre, der har oplevet et plus i beskæftigelsen på 4,5 procent det seneste år.

Blandt anlægsentreprenørerne, hvor fremtidsudsigterne i aktiviteten ser noget mere broget ud, har der dog været en tilbagegang på knap 600 beskæftigede det seneste år. Det svarer til en tilbagegang på tre procent.

28.100 flere byggejob

Siden foråret 2013 er der kommet 28.100 flere beskæftigede i byggeriet. Det er en af de brancher, der har oplevet størst beskæftigelsesfremgang siden 2013. Her er det især nybyggeriet af boliger, der har fået fart på og bidrager til fremgangen.

- Vi skal glæde os over, at det går godt i dansk økonomi og på arbejdsmarkedet. Høj beskæftigelse er helt grundlæggende et sundhedstegn, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.

- Der er dog heller ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet - særligt i bygge- og anlægsbranchen - strammer til som følge af den store beskæftigelsesfremgang. Her udgør rekruttering af kvalificeret faglært arbejdskraft den største udfordring blandt virksomhederne i branchen. Den seneste halvårsrapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viste også, at 12 procent af byggevirksomhederne havde rekrutteret forgæves til i alt 2910 stillinger i 1. halvår 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra 2. kvartal 2017 til 2. kvartal 2018 steg beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen med 3,3 procent, mens perioden 2. kvartal 2016 til 2. kvartal 2017 bød på en stigning på 3,4 procent.

- Fremgangen i beskæftigelsen kan branchen godt håndtere, hvis der udvises rettidig omhu med uddannelse af flere faglærte, fastholdelse af seniorerne og fortsat adgang til udenlandsk arbejdskraft, slutter Jacob Hangaard.