Abonnementsartikel

En støjvold ved en skydebane i udkanten af Holstebro har fået leveret mere end dobbelt så meget forurenet jord, som man havde tilladelse til.

Let forurenet jord bliver i stor stil brugt til støjvolde rundt om i hele landet. I Holstebro er der dog kørt lige rigeligt til et enkelt projekt. Det skriver Dagbladet Holstebro.

Godt en halv kilometer vest for den nordvestjyske by ligger en skydebane. For at mindske støjen for det store parcelhuskvarter i udkanten af Holstebro, har kommunen givet tilladelse til, at man kunne lave højere støjvolde. Tilladelsen lød på 90.000 kubikmeter let forurenet jord. Tilladelsen blev givet i 2013. Men over dobbelt så meget jord er kørt ind til støjvolden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har derfor stoppet al tilkørsel af mere jord til skydebanerne, siger miljøchef Torben Mølgaard til Dagbladet, efter det er blevet kendt, at hele 200.000 kubikmeter let forurenet jord har fundet vej til skydebanen.

Ifølge Dagbladet, har kommunen vidst, at de 90.000 kubikmeter ikke var nok til at lave den ønskede højde på støjvoldene.

- Men der er sket en fejl, når denne tilkørsel af ekstra jord er sket uden, at der er sket en ny miljøvurdering og lavet et tillæg med en ny tilladelse. Der er sket en fejl hos os her på kommunen, og det må vi lægge os fladt ned og erkende, siger Torben Mølgaard til lokalmediet.

Allerede i december fik Holstebro Kommune opdaterede tal fra leverandøren af jorden. Miljøchefen erkender, at man dengang skulle have taget affære.