Abonnementsartikel

Nye regler for EU-typegodkendelser træder formentlig i kraft den 1. januar 2022, og det stiller store krav til producenterne af påhængsvogne.

Den 1. januar 2018 trådte nye EU-typegodkendelsesregler i kraft for traktorer, også kendt som TMR - Tractor Mother Regulativ.

Det betød blandt andet, at skarpe kanter skal være afrundede, tre-punkts greb ved indstigning, vidvinkelspejle, der skal benyttes værktøj til åbning af motorhjelm, sædekontakt skal stoppe PTO og to-kreds bremsesystem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Især sidstnævnte med to-kreds bremsesystemet er nok det, der giver anledning til de største spekulationer rundt omkring for både producenter, forhandlere og slutbrugere, fordi mange af vores påhængsvogne og bugserede redskaber i Danmark er med et-kreds hydrauliske bremser.

De fleste traktorer, der bliver solgt for tiden, bliver solgt med både luft- og hydrauliske bremseudtag, hvilket er en rigtig god løsning for at fremtidssikre sin traktor, og samtidig man kan bruge den til ældre vogne og redskaber. Fra 2025 er der ikke længere lovligt at sælge traktorer, der kan betjene en vogn eller påhængsredskab med et-kreds hydraulisk bremsesystem.

For de lette påhængsredskaber kan det stadigt være op til køberen at tage valget imellem luft eller hydrauliske bremser, for både to-kreds luftbremser og to-kreds hydrauliske bremser kan EU-typegodkendes på lette redskaber.

Det er straks værre med påhængsvogne og landbrugsmaskiner til tung transport, for her kan to-kreds hydrauliske bremser ikke opnå det krav, der er sat til bremseevne og en reaktionstid på 0,6 sekund. Her er producenten nødt til at tage valget for slutbrugeren, fordi for eksempel påhængsvogne kun kan overholde EU-typegodkendelseskravene, der træder i kraft 1. januar 2022, med luftbremsesystemet.

rich-media-3
Flere producenter tilbyder kombi-bremser, så bremserne kan forsynes med både luft og hydraulik. Foto: Uffe S. Kristensen.

Det er dermed ikke et EU-krav, at der skal være luftbremsesystem på alle påhængsvogne og bugserede redskaber fra 1. januar 2022, men EU-kravet kan ikke opfyldes på de tunge vogne og redskaber ved at benytte hydraulisk bremsesystem. Flere producenter af påhængsvogne har i en overgangsfase valgt at montere såkaldte kombi-bremser, hvilket betyder, bremserne kan aktiveres både med luft og hydraulik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU-typegodkendelseskrav

EU-typegodkendelsen handler om langt mere end bremsekravet. Nogle af kravene er lette for producenten at opfylde, mens andre krav har betydet større konstruktive ændringer af især undervognen på vogne og bugserede redskaber.

Nogle af de lettere krav at overholde er, at skarpe hjørner skal afrundes så de ikke griber fat i andre trafikanter, og at dele, der rager længere end 0,5 meter bagud i forhold til bagkofangeren, skal være lette at afmontere under kørsel på offentlig vej.

Typeskiltet og COC-dokument

Der er sat nye krav til hvilke oplysninger, der skal være på typeskiltet, og hvordan typeskiltet skal være udformet og fastgjort.

Typeskiltet skal være en rektangulær metalplade fastgjort med nitter eller en rektangulær selvklæbende etiket. Begge typer skal være af en sådan art, at det er tydeligt, hvis der er forsøgt ændret på oplysningerne.

Typeskiltet skal indeholde oplysninger om producentens firmanavn, køretøjets typegodkendelsesnummer, køretøjets stelnummer, tilladt totalvægt, tilladt akseltryk på hver aksel, tilladt vertikal vægt på trækstang, samt en masse andre oplysninger vedrørende vægt og bremser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-6
Typeskiltet skal indeholde oplysninger om blandt andet producent, vægt og akseltryk. Foto: Uffe S. Kristensen.

På påhængsvogne med tippelad skal laddet have sit eget typeskilt, fordi den EU-typegodkendes som en enkeltstående enhed.

Alle EU-typegodkendte påhængsvogne og redskaber har et COC-dokument med sig, ligesom traktorer har det. Et COC-dokument er en slags dåbsattest og indeholder alle de oplysninger på køretøjet. Den skal benyttes ved for eksempel indregistrering/omregistrering, og det er vigtigt, at dette COC-dokument følger påhængsvognen eller redskabet i hele den levetid.

rich-media-7
COC-dokumentet er vognens dåbsattest, og det er vigtigt at den følger vognen hele dens levetid. Foto: Uffe S. Kristensen.

Lys, bremser og kofanger

I Danmark har vi været vant til at have sidemarkeringslys på vores påhængsvogne, når længden overstiger seks meter, og det er nu også blevet et EU-krav. Der er derved også krav til lysstyrken på positions-, sidemarkerings- og baglys, hvilket kun kan opfyldes ved at benytte LED-lygter.

rich-media-8
Sidemarkeringslys er et krav for at få EU-typegodkendelse, og LED-lys er det eneste der lever op til lysstyrken. Foto: Uffe S. Kristensen.

Som tidligere nævnt er der krav til bremsesystemet, både til effekt og reaktionstid, hvilket vil betyde, at der kun er luftbremser på påhængsvogne og påhængsredskaber til tung transport. Der er krav til, at der er en lastafhængig ventil på vognen, så at bremsekraften justeres afhængigt af, hvor meget vægt der er på vognen. Dette gælder både for luft- og hydrauliske bremser.

Hvis der er luftbremser på, er der krav til, hvor store lufttankene skal være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-10
Håndbremsen skal kunne betjenes fra jorden, og kunne holde vognen på en 18 procent stigning. Foto: Uffe S. Kristensen.

Der er nu også et krav om en håndbremse, der skal kunne betjenes fra jorden, og den skal kunne holde påhængsvognen eller redskabet på 18 procent stigning.

Bag på påhængsvognen skal der være en godkendt kofanger, og den skal være monteret, således at den er let at udskifte, hvis den bliver beskadiget. Den må gerne være ophængt, således at den kan vippes op, så den ikke sidder i vejen, når der for eksempel skal bakkes op til en kant eller lignende.

rich-media-11
Det skal være en godkendt bagkofanger, og den skal være let at udskifte hvis den bliver beskadiget. Foto: Uffe S. Kristensen.

Øger gensalgsværdien

Alle disse krav til producenterne giver flere udgifter ved opbygning, og øgede udgifter til produktion og udstyr til for eksempel bremser. Derved bliver påhængsvognen og redskabet også dyrere for slutbrugeren.

En EU-typegodkendt påhængsvogn giver et større marked ved brugtsalg, fordi godkendelsen gør, at vognen let kan tages i brug i andre lande med samme krav. Det lukker op for muligheden for at afsætte brugte vogne med mere til for eksempel Tyskland, hvilket også vil afspejle sig i gensalgsværdien på vognen, fordi afsættelsesmulighederne er meget større end tidligere.

Som situationen er nu, er det svært at afsætte en brugt vogn til for eksempel Tyskland, fordi de kræver, at der som minimum er en Tüv-godkendelse på vognen. Alternativt skal den brugte vogn forbi producenten for at få typegodkendelsen, og det er et fordyrende led, der kan begrænse brugthandlen.