Abonnementsartikel

Hardox fylder rundt i år.

Hardox er med tiden blevet et meget anerkendt varemærke i stålverdenen, og produktet, der er at finde i både entreprenørmaskiner og redskaber, fylder i år 40 år.

For det svenske moderfirma SSAB er Hardox en af virksomhedens mest succesfulde lanceringer. SSAB fik til opgave at udvikle et slidstål, som var både hårdere og sejere end andre ståltyper på markedet, da virksomheden udviklede Hardox for 40 år siden. Hårdheden var nødvendig for at kunne stå imod barsk slitage i lang tid og sejheden for at kunne modstå bøjning og opslidende drift uden at revne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da materialet lanceredes i 1974 som "den bøjelige slidplade", var det verdens første slidstål, der kombinerede både hårdhed og sejhed, og desuden fungerede godt som konstruktionsstål, fortæller Christer Offerman, der er ekspert i slidstål hos SSAB.

- Succesen var der lige fra starten, og siden dengang er det lykkedes os at udvikle Hardox til at leve op til stadig strengere krav.

Godt modtaget

Vigtigt for udviklingen af produkterne inden for Hardox har været, at de både skal være slidstærke og fungere godt som konstruktionsstål.

- At Hardox er et udmærket konstruktionsstål har været en af nøglerne til succesen. Dette har stor betydning for vores kunder. Det gør, at de kan udvikle effektive løsninger med tynde og lette lastbillad, containere og skovle, som også kan klare en høj grad af slitage, fortsætter Christer Offerman.

Jagten på lettere konstruktioner er intensiv hos producenter rundt om i verden. Lavere vægt betyder bedre nyttelast og miljøegenskaber. En god transportøkonomi er altid en prioritet hos kunderne, men de miljøfordele, som Hardox kan give, bliver stadig vigtigere. En lettere lastbil bruger mindre brændstof og kræver færre ture, og dermed bliver co2-udslippene mindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hardox er altid blevet godt modtaget på markeder over hele verden. Fordelene for kunderne har været tydelige gennem alle årene, og det har ført til skabelsen af et af verdens stærkeste varemærker inden for stålverdenen. Interessen for at anvende navnet Hardox i markedsføringen af lastbillad, skovle og andre slutprodukter gjorde, at SSAB besluttede sig for at lancere konceptet Hardox In My Body. Det giver SSAB's kunder mulighed for at vise, at produkterne lever op til bestemte kvalitetskrav. Antallet af virksomheder, der opfylder kravene til Hardox In My Body, vokser hele tiden, meddeler Christer Offerman.