Abonnementsartikel

Tunnelboremaskinerne Eva og Minerva er brudt igennem til Københavns Hovedbanegård, hvor metroen forbindes til resten af landet.

De to store boremaskiner Eva og Minerva borede sig torsdag formiddag igennem til Københavns Hovedbanegård. Dermed er metroen et vigtigt skridt nærmere at blive forbundet med resten af tognettet i Danmark.

- Københavns Hovedbanegård er det store trafikale knudepunkt, der forbinder hovedstaden med resten af Danmark. Den kommende metrostation vil derfor ikke blot komme københavnerne til gavn, men også være til glæde for alle de mennesker, der bruger Hovedbanegården som adgang til byen, eller som skal videre fra hovedstaden og rundt i Danmark, siger overborgmester Frank Jensen, der overværede tunnelgennembruddet sammen med transportminister Magnus Heunicke og statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nørreport overhales

Med de kommende metrostationer på København H, Østerport og Nørrebro bliver der flere muligheder for at skifte fra metro til regional- og S-tog. Det betyder, at det bliver nemmere for passagererne i hovedstadsområdet at koble sig på det øvrige tognet i Danmark.

I dag er Nørreport landets travleste station, men den plads overtager Hovedbanegården, når den nye metrolinje åbner. Det årlige passagertal forventes således at stige fra omkring 40 mio. til 88 mio. Cityringen vil også betyde, at seks af de ti mest travle stationer i Danmark bliver metrostationer. Alene på København H forventes det, at over 90.000 passagerer dagligt vil benytte metroen.

Cityringen vil efter planen stå klar i sommeren 2019. Ud over de 17 stationer på selve ringforbindelsen bliver Cityringen også udbygget med forbindelser til både Nordhavn og Sydhavn.