Abonnementsartikel

BIM gør nu for alvor sit indtog i banebranchen. BIM er dyrere for kunden i de tidlige faser - først senere i forløbet kommer fordelene.

Minimering af fejl, en styrket dialog med kunden og et højere tal på bundlinjen hos jernbaneinfrastrukturforvalterne. Det er nogle af de muligheder, Cowi ser i den hastige digitalisering, blandt andet når det gælder projekteringen og kvaliteten af nye baneanlæg. Derfor er Building Information Modelling (BIM) og 3D-modeller blevet et fast værktøj for Cowi, når nye jernbaner er på tegnebrættet.

- Det betyder, at vi får et væsentligt bedre overblik meget tidligt i forløbet. For eksempel har vi langt bedre mulighed for at opdage potentielle fejl ved såkaldte clash tests, så det sikres, at der er sammenhæng mellem placering af kørestrømsmaster, spor og dræn, siger Søren Husted, Vice President i Cowi Railways, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

BIM har i en årrække været et uundværligt værktøj inden for byggeriet, men har nu også gjort sit indtog i banebranchen. Det betyder, at traditionelle CAD-tegninger af linjeføring, kørestrømsmaster, konstruktioner, skærende veje, afvanding og andre centrale brikker i jernbanepuslespillet er blevet skiftet ud med en 3D-model af projektet, som kan bruges til BIM-relaterede operationer. Her integreres informationer fra en række traditionelle dokumenter i en virtuel prototype af projektet.

BIM-baseret rådgivning er dyrere for kunden i projekteringens tidligere faser. Fordelene kommer først senere i forløbet.

Marius Sekse

BIM-strateg, Cowi Norge

Stor begejstring

Også blandt jernbaneinfrastrukturforvaltere er der stor begejstring for BIM. Ikke mindst i Norge, hvor Cowi yder BIM-baseret rådgivning på blandt andet Follobanen og InterCity Haug-Halden, der er ejet af Jernbaneverket, der svarer til det danske BaneDanmark.

- Vi bruger BIM i alle vores store baneprojekter med stor succes. Også på omkostningssiden, hvor vi regner med besparelser på mellem 3-5 procent i de samlede omkostninger, siger Gunnar G. Løvås, assisterende jernbanedirektør i Jernbaneverket.

I Norge er BIM blevet til et krav fra de fleste større kunder for overhovedet at komme i betragtning til en kontrakt på nye jernbaneanlæg, fortæller Marius Sekse, BIM-strateg i Cowi Norge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Helt overordnet giver det en langt bedre kommunikation mellem rådgiver, samarbejdspartner og kunde, men også mellem kunder og brugere. Det kan for eksempel være politikerne, som ønsker at inddrage borgerne i de forandringer, som er på vej. Visualiseringen gør, at alle parter bedre kan forholde sig til projektet og dets implikationer for det omgivende samfund, siger Marius Sekse.

Dyrere i starten

Han fremhæver muligheden for en bedre estimering af projektets omkostninger som endnu et væsentligt plus på listen over fordele ved BIM. Men ifølge Marius Sekse er der også enkelte ulemper for kunden:

- BIM-baseret rådgivning er dyrere for kunden i projekteringens tidligere faser, hvor der endnu ikke er bevilget penge til projektet. Fordelene kommer først senere i forløbet, men det er alligevel nok til, at de fleste kunder kan se fordelene ved det, siger Marius Sekse.

I Danmark er BIM-visualisering endnu ikke et bygherrekrav, når ingeniørvirksomheder byder på større jernbaneprojekter, men Søren Husted fra Cowi forventer, at det kun er et spørgsmål om tid.

- Vi vil i stigende grad se både 4D, 5D og andre supplerende værktøjer ved projekteringen af større infrastrukturprojekter, hvorved vi kan tilføre yderligere information om eksempelvis tid, økonomi og centrale elementers vedligeholdelsestilstand. I sidste ende er det bedre og billigere for alle, at man fanger utilsigtede konsekvenser i god tid inden det første spadestik, så jeg er sikker på, at vi kun har set begyndelsen på de mange nye muligheder, som de digitale værktøjer giver, siger Søren Husted.