Abonnementsartikel

Udvikling i teknologi til førerløse entreprenørmaskiner har stået på et mere end et årti hos den svenske producent. Nu løfter de på sløret.

Hvordan ser fremtiden ud for entreprenørmaskiner og maskinførere? Det spørgsmål er der forhåbentligt mange maskinproducenter, som arbejder med dagligt. Spørger man Volvo Construction Equipment, er det forholdsvis sikkert, at de to elementer - maskinen og føreren - ikke er parret for tid og evighed. Faktisk er Volvo nået et godt stykke vej i udviklingen af den førerløse entreprenørmaskine. Ud med maskinføreren og ind med såkaldt autonome maskiner, som er programmet til bestemte opgaver og bestemte ruter.

Der er endnu kun tale om et forsøg, og de involverede maskiner er ligeledes kun prototyper, selv om de bygger på eksisterende maskiner. Under det nyligt afholdte Volvo Xploration Forum i svenske Eskilstuna for udvalgte internationale medier, afslørede Volvo CE prototyper på selvstændige entreprenørmaskiner. Her kunne de inviterede med egne øjne se en autonom læssemaskine og en rammestyret dumper, der arbejdede sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læssemaskinen - en modificeret L120 læssemaskine - fyldte en autonom A25F rammestyret dumper, før denne dumpede sin last og gentog arbejdsforløbet. I en sammenligning af en times varighed blev det fundet, at den selvstændige læssemaskine kunne når det, der svarede til 70 procent af en trænet førers produktivitetsniveau ved læsning og aflæsning. Forsøget er også allerede bredt ud til den virkelige verden, hvor læssemaskinen har udført "rigtigt arbejde" for en Volvo CE-kunde på et asfaltanlæg i Sverige.

Stadig lang vej

- Demomaskinerne var programmeret til at arbejde sammen og udføre et specifikt sæt af handlinger på en forud defineret rute, forklarer Jenny Elfsberg, som er direktør for teknologier under udvikling hos Volvo CE.

- Maskinerne kan udføre den samme handling igen og igen langs en fast rute i relativt lang tid. Men denne teknologi er stadig på det indledende stadium, vi arbejder på at udvikle løsninger, som har de nødvendige sikkerheds- og ydelsesniveauer, som markedet vil acceptere. Der er stadig lang vej at gå, så der er ingen planer om industrialisering på dette trin. For indeværende kommunikerer disse prototype-maskiner ikke med hinanden, og maskine-til-maskine kommunikationsteknologi - hvor maskinerne "taler" til hinanden og til et centralt styrepunkt - er afgørende, når det drejer sig om at undgå kollisioner og lette et effektivt udstyrsflow, fortsætter hun.

En fører til tre til fire maskiner

Ledelsen hos Volvo CE afviste at fastsætte specifikke deadlines for en markedsføring, trods mange forespørgsler. Maskinførere verden over kan således tage den med ro et stykke tid endnu.

Den autonome teknologi, som også kendes fra Googles igangværende forsøg med selvkørende biler, har endnu flere udfordringer, men dem arbejdes der intenst med, og når en løsning er færdiggjort, vil denne teknologi kunne anvendes på andre produkter i Volvo CEs udbud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Autonome maskiner vil øge sikkerheden i farlige arbejdsmiljøer og eliminere muligheden for ulykker forårsaget af menneskelige fejl. De vil også udføre gentagelsesopgaver mere effektivt og præcist end en menneskelig fører, og fordi maskinerne vil blive betjent på den mest effektive måde, vil kunderne nyde godt af forbedret ydelse, produktivitet, brændstofeffektivitet og holdbarhed. I fremtiden kan du potentielt blot have en fører per tre til fire maskiner, hvilket øger produktiviteten og sænker omkostningerne yderligere. Når vi ser fremad, tror jeg, at autonome maskiner vil være mindre og mere robuste. Der vil ikke være behov for et førerhus eller affjedring, siger Jenny Elfsberg.

Mindre afhængige af førerevner

Volvo CE har arbejdet med forskning i autonome maskiner i mere end et årti, og allerede i dag findes der automatiserede funktioner og hjælpefunktioner på markedet. Tidligere i år lancerede Volvo CE fx Volvo Co-Pilot, der er et system, som tilbyder en række intelligente maskinydelser - Load Assist, Dig Assist, Compact Assist og Pave Assist - til at hjælpe førerne med at levere højere kvalitet på kortere tid og med mindre indsats.

- Vi begynder at se systemer, som er mindre afhængige af førerevner, systemer som understøtter føreren med vejledning eller styrer primære funktioner. I fremtiden vil vi se øget maskinautonomi, og føreren vil have en mere overvågende rolle. Dette vil give førerne et mindre stressende og mere interessant arbejde, hvor flere maskiner måske styres via fjernbetjening af en fører. Selvfølgelig er visse opgaver så komplicerede, at du har brug for at føle, hvad du laver, og i disse tilfælde vil der stadig være brug for, at føreren styrer maskinerne inde fra førerhuset, forklarer Jenny Elfsberg.

I mellemtiden er det måske ikke nogen dårlig idé for den enkelte maskinfører at holde sig gode venner med chefen.

På vores Facebookside kan du se en video af de to maskiner i førerløst samarbejde.