Abonnementsartikel

Pon Equipment har sendt 10 Cat-maskiner til Færøerne i virksomhedens største handel til dato.

Tågen ligger tæt over stenbruddet, hvor de gule Cat-maskiner flytter rundt på tonstunge stykker af færøsk basalt. Den store Cat 390F-gravemaskine slipper endnu et læs sten, der rammer ladet på Cat 772G-dumperen med et tungt drøn. De mange tons sten skal bruges til udbygningen af havnen i Thorshavn, der er hovedstaden på Færøerne.

Når dumperen er fyldt, kører den ned til afskibningshavnen, hvor endnu en 390F-gravemaskine står klar til at læsse klippestykkerne over i en splitpram, der fragter stenene på tværs af fjorden, så de kan blive læsset af ved indsejlingen til Thorshavn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De gule Cat-maskiner er solgt af Pon Equipment, der er den danske importør af Cat, og de ti maskiner er den største handel i virksomhedens historie. Det er ligeledes Pon Equipment, der har inviteret MASKINteknik til Færøerne for at opleve de gule maskiner i arbejde. Den samlede maskinpakke, som Pon Equipment har sendt til Færøerne, består af fire 772G dumpere, to 390F gravemaskiner, to 374F gravemaskiner, én 988K hjullæsser og én 301.7D minigravemaskine.

- Det er det største enkeltsalg i Pon Equipments historie, og processen omkring salget startede for omkring to år siden, forklarer Michael Bahn Jørgensen, der er salgs- og marketingschef hos Pon Equipment.

Aftageren af maskinerne er den færøske entreprenørvirksomhed J&K Petersen, som står for havnebyggeriet i Thorshavn.

100.000 kvadratmeter

Den store udvidelse af havnen i Thorshavn blev vedtaget i 2013, og aftalen mellem J&K Petersen og Tórshavnar Havn blev underskrevet i august 2016. Arbejdet på projektet startede i begyndelsen af 2017, og når den sidste sten er lagt, og projektet afleveres i slutningen af 2019, så vil havnearealet i Thorshavn være steget med 100.000 kvadratmeter. Det er mere end en fordobling af det nuværende areal, der i dag ligger på 60.000 kvadratmeter. Det er planen, at trafikken i havnen skal fordeles, når havneudvidelsen står færdig, så containertrafikken placeres længst fra havnen, mens turisttrafikken flyttes ind i inderhavnen.

Den færøske entreprenør J&K Petersen vandt udbuddet med et tilbud til en værdi af 386 millioner kroner - hvilket ifølge Stein Olvur Petersen, der er direktør for selskabet, var 50 millioner kroner mindre end det nærmeste tilbud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

40 procent af udgifterne ved projektet går til lønninger, mens de resterende 60 procent går til materiel og materialer. J&K Petersen oplyser, at der er tilknyttet 40 medarbejdere, mens der sejles med sten. Det tal stiger til 70 medarbejdere, når arbejdet med selve havnebyggeriet begynder.

Syv millioner liter diesel

Til udvidelsen af havnen skal der i alt produceres seks millioner tons sten, og de bliver hentet i et stenbrud på sydsiden af fjorden, hvor de gule Cat-maskiner arbejder.

Ifølge J&K Petersen skal der bruges cirka én million kg sprængstof til projektet, og det skaber så mange stenblokke, at der skal køres cirka 150.000 ture med dumperne fra stenbruddet til afskibningskajen, hvor splitprammene skal sejle 11.000-12.000 ture på tværs af fjorden. I øjeblikket flyttes der omkring 4000 kubikmeter sten om dagen, og det forventes, at der skal bruges syv millioner liter diesel, før projektet er færdigt i 2019.

De store mængder sten skal som nævnt læsses af ved indsejlingen til havnen i Thorshavn, hvor der flere steder er op til 32 meter dybt. Når de aflæssede basalt-blokke nærmer sig havoverfladen, kommer endnu en Cat-gravemaskine i sving. Den gule maskine skal nemlig placere de tunge sten, så underlaget bliver klar til de godt 6.000 kubikmeter beton, der skal bruges, før havnen står klar til aflevering.

Avanceret overvågning

I det store stenbrud skal der i alt bores 9.000 huller til sprængning, hvilket svarer til 180.000 bore-meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En stor del af stenblokkene køres direkte til afskibning, men i stenbruddet er der dog også indrettet et stort lager, hvor størrelsessorterede basalt-blokke er placeret til senere brug.

Disse sorterede sten skal benyttes, når fundamentet til den nye havn nærmer sig havoverfladen.

Folkene fra J&K Petersen har benyttet den såkaldte Redbird-droneteknologi til overvågning af lageret. Med dronesoftwaren kan man efter en enkelt overflyvning få et utroligt præcist overblik over, hvor mange tons sten, der er i de enkelte stakke. De gule Cat-maskiner overvåges med 3D maskinstyring og placeringen af stenene i vandet overvåges med avanceret teknologi. Her bruger man MultiBeam-opmåling, der viser, hvor tæt på overfladen, de aflæssede sten befinder sig. På den måde kan besætningen på splitprammene hele tiden være sikre på, at arbejdet skrider planmæssigt frem.

Vigtig handel

De ti Cat-maskiner blev sendt til Færøerne i slutningen af 2016, og hos Pon Equipment håber man på, at denne handel kan være med til at åbne flere muligheder i Nordatlanten.

- Vi håber, at det vil give os øget synlighed, og at vi på den måde kan åbne for at sende flere maskiner til Færøerne, forklarer Michael Bahn Jørgensen fra Pon Equipment.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom der kun bor godt 50.000 mennesker på Færøerne, er det ikke et uinteressant marked for en virksomhed som Pon Equipment. Der bliver bygget en del på de nordatlantiske øer, og eksempelvis har NCC netop taget hul på et stort tunnelprojekt til en værdi af to milliarder kroner, hvor der skal bygges omkring 30 kilometer undersøisk tunnel.

For Pon Equipment stoppede engagementet på Færøerne ikke, da maskinerne blev overdraget til J&K Petersen. Pon Equipment har nemlig indgået en aftale om at hjælpe med videresalg af maskinerne, når projektet er slut.

- Det er en vigtig handel for os i de kommende år. Det kommer til at betyde en del for os på eftermarkedet, fordi vi står for vedligeholdelsen af maskinerne, siger Mikael Bahn Jørgensen.