HITACHINAKA, JAPAN Manglen på arbejdskraft på japanske byggepladser bliver mere og mere akut. Genopbygningen efter tsunamien i 2011 har krævet mange mand. Det har de store byggeprojekter i forbindelse med næste års olympiske lege i Tokyo også. Og Japans skæve befolkningspyramide med meget små årgange, der i disse år kommer ud af skolerne, gør det vanskeligt at finde afløsere for de mange erfarne bygningsarbejdere, der går på pension.

Den japanske bygge- og anlægsbranche mangler om få år 1,3 millioner faglærte. Det har simpelt hen tvunget branchen til at indføre automatisering så hurtigt som muligt og undervejs i processen udvikle forbedrede former for maskinstyring.

Dette har i næste omgang mulige konsekvenser for hele verden, idet to af de tre største producenter af maskiner til alverdens byggepladser, der er i centrum for denne udvikling, kommer fra Japan.

Når du har de mange forskelle i udformningen af byggepladsen, hvordan kan man så på forsvarlig vis udvikle maskinerne, så de kører totalt uden mennesker til stede? Det kan vi ikke se for os.

Vicedirektør Masayoshi Yamaji

Hitachi

Hos Hitachi, der er nummer tre på den liste, hvor Komatsu er nummer to og amerikanske Caterpillar er klart i spidsen som nummer et, er man udmærket godt klar over, hvilken nøglerolle man her.

- Udviklingen går i retning af, at der bliver flere førerløse og operatørløse maskiner. Men målet er ikke den rene førerløse byggeplads, understreger vicedirektør Masayoshi Yamaji.

- Hver eneste byggeplads i verden er forskellig fra hinanden. Når du har de mange forskelle i udformningen af byggepladsen, hvordan kan man så på forsvarlig vis udvikle maskinerne, så de kører totalt uden mennesker til stede? Det kan vi ikke se for os. Det bliver for farligt. Målet er at udvikle produktivitet og effektivitet i balance med sikkerheden på arbejdspladsen, forklarer han.

- Men målet er helt klart at skabe nogle systemer, der gør det så nemt at bruge maskinerne, at man ikke i samme omfang som tidligere er afhængige af dygtige, erfarne operatører, tilføjer Masayoshi Yamaji.

Hvilket er fuldkommen nødvendigt i Japan. Dem bliver der uundgåeligt langt færre af i fremtiden.

Maskinen tager styring

Den gruppe journalister fra udlandet, som forfatteren af disse linjer var en del, blev under et besøg hos Hitachi præsenteret for et lille show uden for bygningen på det ICT-testsite, der er opbygget ved Hitachinaka-fabrikken ved Ibaraki Havn.

Først registrerede Naoki Miyanagi fra Hitachis strategiske planlægningscenter i løbet af fem minutter i 3D ved hjælp af en drone, der blev sendt op over pladsen, hvordan hver eneste skråning eller kuperede område på pladsen helt præcist så ud.

Informationen fyldtes ind i computeren på en af de store hydrauliske gravemaskiner af typen ZAXIS200x, der var stillet op, og derefter satte 31-årige Nao Terada fra firmaets PR-kontor sig op i førerhuset.

Hun havde aldrig styret sådan en maskine før, sagde hun smilende. Men ved hjælp af maskinstyringen fik hun flyttet den jord, der skulle flyttes, uden at smadre skråningen foran hende.

- Prøv at se, hvordan armen og skovlen takket være maskinkontrollen placerer sig helt korrekt i forhold til hinanden, så det svarer til skråningen foran hende. Det var ellers en opgave, som tidligere ville have krævet en dygtig operatør, sagde Naoki Miyanagi.

Førerløst minearbejde

Unge Nao viste, at selv hvis hun med vilje førte skovlen durk ned i skråningen, så hindrede maskinstyringen hende i at gøre dette. Skovlen stoppede, lige inden den ramte skråningen.

Hitachi opererer med en forskel på det, der defineres som MC (machine control), og det, der defineres som MG (machine guidance).

Det første handler om, at en halv-automatisk kontrol med gravemaskinens skovl sikrer effektiv gravning, uden man kommer til at grave for dybt så meget som et eneste sted. Det kræver en opmærksom person i førerhuset som Nao Terada, men ikke nødvendigvis en erfaren operatør, som er udlært til den type opgaver gennem mange år.

MG giver derpå anvisninger til operatører under udgravningen ved genkendelige advarselslyde og et tydeligt display på størrelse med en stor smartphone i førerhuset. Dette kræver en vis erfaring, det kræver udlært arbejdskraft, men det gør livet langt nemmere for vedkommende.

ICT-systemerne gør det med andre ord muligt at "lære af" de erfarne kræfter på byggepladsen, således at deres måde at løse vanskelige opgaver på fyldes ind i computeren som et program, deres mindre erfarne kolleger bare kan åbne og lade sig styre af, når det er dem, der styrer maskinen.

Der, hvor det kan komme på tale at udvikle helt førerløse løsninger, er i miner, hvor man kan tømme minegangene helt for mennesker, og dermed sikre sig mod, at sikkerheden er forsvarlig, sådan at ingen ansatte kommer til skade, mens maskinerne opererer.

- Miner og byggepladser er ikke det samme. Helt førerløse lastbiler testes i miner i udlandet, ved jeg, siger Masayoshi Yamaji.

Ingen førerløse læssere

Lidt længere nede ad kysten ligger en af konkurrenten Komatsus største anlæg, Ibaraki-fabrikken.

Her forklarer fabrikkens direktør, Yasuo Suzuki, at der er et perspektiv for førerløse maskiner inden for at transportere ting, men ikke inden for at læsse de samme ting.

- Vi vil altid have brug for operatører til frontlæssere, men når først en førerløs lastbil er læsset, kan den godt transportere ting fra sted til sted. Der er på verdensplan allerede nu et stort behov for førerløse lastbiler, siger han.

Alle disse ændringer ville nok ske under alle omstændigheder, efterhånden som teknologien udvikler sig, og konkurrencen tvinger alle parter til at bruge de nye løsninger. Men det sker i disse år med ekstra hast i Japan "på grund af forandringerne i vores land", som Tomoharu Oohigashi fra Hitachis ICT-udviklingsafdeling formulerer det.

- Manglen på arbejdskraft og svag produktivitet har gjort dette til det rette tidspunkt for os til at udvikle "i-construction". I 2016 gik alle japanske firmaer i gang med udviklingsarbejde under den overskrift, som blev formueret af Ministeriet for Land, Infrastruktur, Transport og Turisme. Regeringens mål er en 25 procents forbedring af produktiviteten på Japans byggepladser inden år 2025, siger Tomoharu Oohigashi og afslutter:

Men det gode er, at det samtidig kan føre til klare forbedringer for arbejdsforholdene for hver enkelt arbejder på byggepladsen.