Abonnementsartikel

Nyt samarbejde mellem Volvo og Mercantec giver maskinføreruddannelsen markant bedre vilkår. Flere vil i fremtiden søge uddannelsen, vurderer Byggeriets Uddannelser.

Maskinføreruddannelsen vil de kommende år både kunne uddanne dygtigere elever og tiltrække flere. Det er i hvert fald håbet, efter Mercantec og Volvo for nylig indgik et samarbejde, der betyder, at uddannelsen i Ulfborg fremadrettet har fire af de nyeste og mest højteknologiske maskiner til sin rådighed - to dumpere, en gravemaskine og en gummihjulslæsser.

Formanden for det lokale uddannelsesudvalg under Byggeriets Uddannelsesudvalg på maskinføreruddannelsen, Lars Eriksen, klapper i hænderne over aftalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er overbevidste om, at det vil kunne tiltrække flere elever. Virksomhederne vil nu også kunne se en klar fordel i at få opdateret deres medarbejderes færdigheder i Ulfborg, siger Lars Eriksen.

Fart på højteknologien

Det er uddannelsesinstitutionen Mercantec, der står bag maskinføreruddannelsen og adskillige efteruddannelsesforløb og kurser på maskinfører- og entreprenørområdet. Uddannelsen er placeret i Ulfborg ved Holstebro. Her er glæden over leasingaftalen med Volvo stor.

- Der er sket rigtig meget især på det højteknologiske område på de seneste ti år, og de maskiner, vi har haft indtil nu, har været minimum ti år gamle. Så det er en meget stor forbedring af uddannelsen, siger Kurt Hilbert Thomsen, der er Byggeteks uddannelseschef på Mercantec.

Mercantecs direktør, Kirsten Holmgaard, tror også på, at den opdaterede maskinpark i Ulfborg vil tiltrække elever og kursister.

- Vi har brug for højtkvalificeret arbejdskraft i byggebranchen, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi nu har indgået et samarbejde med Volvo, så vi kan garantere, at vores elever og kursister bliver så dygtige som overhovedet muligt, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Penge at spare

Der kan være mange penge at spare ved at opkvalificere medarbejderne i at kunne betjene de højteknologiske maskiner bedst muligt. Det ved Volvo Entreprenørmaskiner A/S, der er den anden part i aftalen.

Ved at uddanne og efteruddanne rigtigt kan man ifølge Volvo mindske slitagen på maskinerne. Det ser de tydeligt hen over en seks-syvårig periode med cirka 10.000 timer på maskinen.

- Det er en klar win-win aftale også for os. Vores interesse er at sikre, at de maskiner, vi leverer til vores kunder, bliver brugt rigtigt. Derfor er det naturligvis godt for vores brand, at elever og kursister fremadrettet lærer færdighederne i en af vores maskiner, siger Jens Ejsing, der er direktør i Volvo Entreprenørmaskiner.

Der er stor sandsynlighed for, at de færdiguddannede maskinførere kommer til at køre i en Volvo, da cirka hver tredje nye maskine, der leveres i Danmark, er en Volvo.