Abonnementsartikel

Når byggeriet skal gøre status for året, der gik, kan en kedelig konklusion vise sig. 2019 ser ud til at byde på rekordmange konkurser. Særligt iværksættervirksomheder lider.

Årets første tre kvartaler har budt på ikke mindre end 734 byggekonkurser. Det er 9,5 procent flere end samme periode i 2018, men de dårlige nyheder stopper ikker her. Der kan nemlig godt forventer flere konkurser. Det skriver fagbladet 3F.

- Mit bud er, at vi vil se mere af det samme resten af året, så konkursantallet i byggeriet i 2019 vil formentlig ramme all-time-high og blive firecifret for første gang siden 2010, siger cheføkonom hos Dansk Byggeri, Bo Sandberg til 3F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få kommer i klemme

Trods udsigten til det høje antal konkurser er der også en "god" nyhed. IVS'ere - eller enkrone-selskaber - tegner sig nemlig for en stor del af konkurserne. Det er med andre ord ikke mange mennesker, der bliver ramt, fordi de fleste har meget få eller slet ingen folk ansat.

- Det høje antal konkurser er ikke et problem for byggebranchen generelt set, men desværre kan det jo være en katastrofe for dem, det går ud over. Det heldige i den her sag er, at mange af de firmaer, der går konkurs, ikke er store firmaer, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet, den faglige samarbejdsorganisation for arbejdere i bygge- og anlægsbranchen.

Ifølge Bo Sandberg er der i årets tre første kvartaler 30 procent færre medarbejdere, der er blevet berørt af bygge- og anlægsbranchens konkurser sammenlignet med sidste år - og det kommer årets sidste måneder ikke til at ændre fundamentalt på, spår han.

Cheføkonomen kalder nogle af de konkursramte for "useriøse aktører". Deres nedtur kan ikke tolkes som et krisetegn, men det koster stadig statskassen penge fortæller Tom Vile Jensen, direktør i brancheorganisationen for danske revisorer, FSR.