Lyt til artiklen:

Enemærke & Petersen afbryder samarbejde med underentreprenør efter asbestsag

00:00
Hastighed: ???x
02:48

Abonnementsartikel

Hovedentreprenøren på den store renovering af Højstrupparken i Odense har smidt sin underentreprenør på porten efter asbestsag.

Nedrivningsfirmaet BR Miljøtech skal afvikle sine aktiviteter i Højstrupparken i Odense, hvor 587 almene boliger gennemgår en omfattende renovering. Hovedentreprenøren på projektet Enemærke & Petersen har nemlig besluttet at stoppe samarbejdet med BR Miljøtech, efter at underentreprenøren beviseligt har sløset med håndteringen af asbest på byggepladsen.

Det er TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende, der har gravet historien om den mangelfulde asbesthåndtering frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sagen begyndte at rulle, da en flok elektrikere fra Kemp & Lauritzen fik mystisk støv i hovedet, da de tog hul på deres arbejde med at skrue lampeudtag ud af bygningerne.

- Da vi går op og begynder at skille det ad, får vi en masse støv i hovedet. Det er dér, at jeg begynder at tænke på, at jeg har fået at vide, at der har været en masse asbest oppe på loftet. Er det det, som jeg står og får lige ned i hovedet nu? Asbest er normalt ikke et fokusområde for os, så vi har ikke nogen maske på eller noget, siger Jesper Pedersen til TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende.

Efterfølgende går Jesper Pedersen til byggeledelsen, men hans henvendelse bliver ikke taget alvorligt, og han går flere uger uden svar, mens elektrikerne arbejder videre uden at vide, om de bliver udsat for asbeststøv. Det ender dog med, at Jesper Pedersen og de øvrige elektrikere får besked fra Enemærke & Petersen om, at de roligt kan fortsætte arbejdet, men Jesper Pedersen føler sig ikke sikker og bestiller efter aftale med Kemp & Lauritzen en uvildig undersøgelse af støvet.

Resultatet viser, at der i halvdelen af prøverne blev fundet asbest. Jesper Pedersen er rasende.

I det efterfølgende forløb bliver elektrikerne flere gange lovet af Enemærke & Petersen, at tingene er bragt i orden, og de tager hul på nye projekter på byggepladsen, men gang på gang bliver der fundet asbeststøv på de områder, hvor de arbejder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På trods af de mange møgsager med underentreprenøren var Enemærke & Petersen dog ikke i første omgang villige til at droppe samarbejdet med BR Miljøtech og svarede således på mail til TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende:

- Da det bliver bekendt via elektrikerens prøver, at der er asbest i lampeudtag, igangsætter vi sammen med bygherre yderligere undersøgelser, som også omfatter områderne omkring stikkontakter og afbrydere, skriver administrerende direktør i Enemærke & Petersen Troels Aggersbo og fortsætter:

- Det er naturligvis ulykkeligt, at asbesten har bredt sig til lampeudtaget og at elektrikerne er kommet i berøring med det.

Men onsdag fik hovedentreprenøren tilsyneladende nok. Man meddelte nemlig, at man nu afbryder samarbejdet med BR Miljøtech.

BR Miljøtech har ikke villet udtale sig til TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende.