Lyt til artiklen:

Gemidan tromler derudad med ny Komptech-sorterer

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Gemidan A/S har været en af Danmarks førende aktører på affaldsområdet siden 1988. En recycling-virksomhed der brænder for bæredygtig og miljøvenlig håndtering af affald. Også når det handler om biomasse og kompost, som Gemidan sorterer enten on-site eller på sine egne pladser rundt i landet - blandt andet i Tulstrup i Nordsjælland.

Fra affald til kompost og biobrændsel

Her knokler Søren Nielsen og en 17 tons Komptech Nemus 620-tromlesorterer. Anlægget, som Gemidan købte af Aksel Benzin A/S i 2022, bliver blandt andet brugt til at lave kompost ud af have-/parkaffald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Først neddeler vi materialet på vores Komptech Crambo 6200, og så kører vi det igennem Nemus'en på et 30/40-sold for at få finstoffet ud. Vi bruger også anlægget til at tromle de store grene rene, så de kan sælges som biobrændsel, siger maskinføreren.

- Når finstoffet har komposteret i et lille års tid, ryger det tilbage igennem Nemus'en på et finsold, og så sælger vi det som borgerkompost. Og en gang i mellem laver vi også muldjord på anlægget, fortsætter han.

Giver aldrig op

Kapacitet og driftssikkerhed. Det var vigtigt, da Gemidan var på udkig efter en ny tromlesorterer. Nemus 620 kan klare op til 170 kubikmeter i timen og har selvjusterende fødebånd, som sørger for, at tromlen ikke overfyldes. Og så bliver båndet trukket - ikke skubbet - så det glider nemt, selvom materialerne er våde og tunge.

rich-media-2
Maskinfører Søren Nielsen fra Gemidan foran tromlesortereren Komptech Nemus 620. Pressefoto.

- Det er et pålideligt anlæg med den rigtige kapacitet og ikke så meget hokus pokus. Nemus'en starter op hver gang, og så kører den bare. Jeg har heller aldrig oplevet, at den er gået i stå, fortæller Søren Nielsen.

Åbn siden og vip ud

En del af forklaringen bag den høje driftssikkerhed ligger også i anlæggets udstyr og opbygning. En specialudviklet Cleanfix-blæser holder motorrummet rent, og sidevæggen på Nemus 620 kan sænkes hydraulisk - via et betjeningspanel og uden brug af værktøj - så det er let at komme til og ind bag tromlerøret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er tydeligt, at man virkelig har tænkt over tingene. Anlægget er meget simpelt bygget op, og det er nemt at åbne siden og vippe soldet ud, så man kan rense, skifte det eller gøre rent bagved. Det er meget servicevenligt, siger driftsleder Jacob Grabau og fortsætter:

- Vi skifter tit sold, så det er også en fordel, at vi kan bruge vores gamle Doppstadt 620-tromlerør i Nemus'en. For dem havde vi en hulens masse af i forvejen, siger han og smiler.

Den danske Komptech-forhandler Aksel Benzin A/S har indenfor det sidste år solgt i alt syv Nemus 620 til miljøvirksomheder over hele landet.