Lyt til artiklen:

Forhandler skærper fokus efter ejerskifte

00:00
Hastighed: ???x
03:52

Abonnementsartikel

Det nye makkerpar bag Viggo Bendz A/S kan se tilbage på et tilfredsstillende første år, hvor der er stillet skarpt på cirkulære løsninger til blandt andet nedbryderne, entreprenørerne og recycling-branchen.

Da Tim Goldschmidt Ruders og Dennis Albertsen for et år siden overtog ejerskabet af Viggo Bendz A/S i Høng nord for Slagelse, var det kulminationen på flere års søgen efter en passende virksomhed.

- Vi har kigget aktivt efter en virksomhed gennem de seneste 5-6 år, og vi har faktisk flere gange været tæt på, uden at det blev til noget. Men da vi mødte Viggo Bendz A/S og Poul Erik Støve Jakobsen (tidligere indehaver, red.), var det et rigtig godt match, og det endte med, at en handel blev en realitet, fortæller Tim Goldschmidt Ruders til Maskinteknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheden solgte de rigtige varer til de rigtige brancher, og samtidig var der perspektiv i en udviklingsproces.

Tim Goldschmidt Ruders, Viggo Bendz A/S

Plads til udvikling

Makkerparret ønskede at overtage en virksomhed med tilknytning til recycling samt bygge- og anlægsbranchen, hvor der var plads til at videreudvikle en mere bæredygtig forretningsstrategi med fokus på nedbrydningssektoren, recycling- og genvindingsindustrien.

rich-media-3
Dennis Albertsen. Pressefoto.

- Vi er dybt inspireret af cirkulære forretningsmodeller, og Viggo Bendz A/S havde det helt rette udgangspunkt. Virksomheden solgte de rigtige varer til de rigtige brancher, og samtidig var der perspektiv i en udviklingsproces. Poul Erik (Støve Jakobsen, red.) har drevet en god forretning, og vi har stor respekt for ham. Derfor er han stadig med i det daglige arbejde, mens Dennis og jeg med en stejl læringskurve får sat os ind i det hele, fortæller Tim Goldschmidt Ruders.

- Ser man på de lovtiltag der er på vej - både med kildesortering på stedet ved eks. nedbrydning, reduktion af CO2 aftryk osv. - så har vi en kvalitets-produktportefølje der i høj grad kan understøtte aktørerne derude, tilføjer han.

Porteføljen slebet til

Siden overtagelsen har de nye ejere haft travlt med at finjustere virksomheden på en række områder. Blandt andet er produktporteføljen slebet til - noget er forsvundet og andet er kommet i Der har også været lidt udskiftning i den p.t. 12 personer store medarbejderstab, ligesom der en indsat en professionel bestyrelse, så de samlede kompetencer er løftet.

- Indadtil har vi desuden digitaliseret virksomheden en hel del. En udvikling der vil fortsætte. Og så er vi også konstant i færd med at optimere interne processer, siger han og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne være kendt for seriøsitet og ordentlighed. Vi mener selv, at vi kan tilbyde kvalitetsprodukter og god service med en høj grad af sikkerhed, som giver værdi for kunden. Samtidig vil vi også være tæt på leverandørerne, og det ser indtil videre ud til at være den rigtige tilgang, konstaterer Tim Goldschmidt Ruders.

I 2024 forventer Viggo Bendz A/S desuden at tilknytte et mærke (store maskiner) til både nedrivning og entreprenørbranchen.

Svensk datterselskab

Endnu en nyskabelse fra det flittige makkerpar er etableringen af et datterselskab i Sverige, hvor virksomheden er i færd med at etablere fodfæste på det store marked for recycling.

- Det er naturligvis ikke noget, man bare lige gør. Men vi tror på det og arbejder seriøst med det, så vi håber på at vores mand i Sverige i løbet af 2024 får et par nye kollegaer, siger han.

Også på kontoret i Høng forventer man i løbet af det kommende år at ansætte yderligere et par folk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Om et par dage kan vi sætte punktum for det første år og gøre status. Selvom det varer et stykke tid, inden årsregnskabet foreligger, så synes jeg dog det ser godt ud. Vi har naturligvis lavet begynderfejl undervejs, men alt i alt har vi haft et godt første år, som vi kan være stolte af, siger han.