Abonnementsartikel

Maskinleverandørerne melder om em opblomstring på markedet og gør sig samtidig klar til E&H '12

Mange i anlægsbranchen giver udtryk for, at de kan mærke, at de seneste års brydningstid nu er afløst af stabilisering og en vis fremgang, skriver Brancheforeningen Maskinleverandørerne i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge organisationen skulle der endda være så meget gang i hjulene ud over Europa, at mange maskinproducenter faktisk har svært ved at følge med efterspørgslen. Så godt går det endnu ikke i Danmark, men med en række større anlægsarbejder samt med den nu afklarede politiske situation skulle der være udsigt til stabilitet i en længere periode.

Samtidig oplever branchedirektør Michael Husfeldt, Maskinleverandørerne, at entreprenørbranchen har stabiliseret sig og har tilpasset sig et nyt aktivitetsniveau.

- Det er ganske vist et lavere niveau nu end frem til 2008, men tilpasningen betyder, at der nu igen opstår et løbende behov for investeringer og udskiftninger i maskinparken. Der er ikke længere den overkapacitet, der har presset maskinbranchen de seneste år, siger Michael Husfeldt, der ser frem til fagmessen Entreprenør & Håndværk ved MCH Messecenter Herning den 10-12. maj 2012.

Ny teknologi

- Den øgede aktivitet hos maskinproducenterne på grund af god afsætning i det meste af Europa og Asien har igen fået fabrikkerne til at investere og udvikle for fuld kraft. Det betyder, at der efter et par års pause igen kommer nyheder på markedet i form af nye maskinmodeller og ny teknologi, som vil blive vist på Entreprenør & Håndværk. Det kan både være nyheder indenfor funktionalitet, ergonomi, brændstoføkonomi og miljøforhold, siger Michael Husfeldt og fortsætter:

- Entreprenør & Håndværk er en udendørs messe, hvor der også er mulighed for at demonstrere og lade de besøgende afprøve maskinerne. Det har stor værdi især for maskinførerne, som spiller en meget vigtig rolle for valget af maskiner, når entreprenørvirksomhederne investerer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flerdimensionel messe

Entreprenør & Håndværk arrangeres af MCH Messecenter Herning i tæt samarbejde med Brancheforeningen Maskinleverandørerne, Entreprenørsektionen.

Messen er grundlæggende opdelt i arbejdende stande målrettet entreprenører og stationære stande målrettet håndværk. Udstillerne vil ud over maskinleverandører være leverandører af byggepladsindretning, diverse kloakudstyr, materiel til vintertjeneste, nedbrydnings- og knuseudstyr, værktøj og redskaber samt tilknyttede brancheområder.

På nuværende tidspunkt (medio oktober 2011) er der solgt stande til cirka 50 udstillere, der tilsammen tegner sig for flere end 50.000 kvadratmeter udstillingsareal.

Du kan finde flere informationer om E&H '12 ved at klikke her og besøge messens egen hjemmeside.