Abonnementsartikel

Opdateret 24 tons gravemaskine opdrager til mindre CO2-udledning

Budskaber henvendt til en entreprenørs driftsøkonomi har det med at finde opmærksomme ører. Tilføj dertil forbedrede miljøegenskaber, og så skulle der gerne være skabt en vinderkombination, hvis emnet er entreprenørmateriel.

Det er i hvert fald ønsket hos Komatsu og deres nye 24 tons gravemaskine PC240LC-10. Under ScanMek 2012 hos Komatsus danske importør og forhandler, Scantruck A/S, blev den nye maskine præsenteret under interesse for de godt 2500 besøgende, som ifølge arrangørerne gæstede adressen i Skive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye maskine er i princippet en simpel fornyelse af den eksisterende PC240LC-8. Men der er ikke bare et nummer til forskel. Den nye maskine er forbedret på en lang række punkter, som er til gavn for både miljøet, maskinføreren samt maskinens ejer.

Smarte træk

Første ændring er en ny IIIB motor med partikelfilter. Den forbruger 10 procent mindre brændstof under kørsel end sin forgænger, og i tomgang er forbruget sænket med 30 procent, lover producenten.

Det er tal, der er til at forholde sig til i en branche, hvor dieselpriserne ikke kigger nedad.

En ny hydraulikpumpe, der kan klare større mængder, er der blevet plads til, og i forlængelse deraf har rør og hydraulikslanger fået forøget diameteren med 10 procent.

Kabinens design har også fået en omgang. Mest bemærkelsesværdig er førerplatformen, hvor hele konsollen er luftaffjedret. Bump under arbejdet for således ikke blot sædet med føreren til at bevæge sig. Joysticks bevæger sig i samme bevægelser, så maskinfører og styreredskaber bevæger sig som en enhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra sin vuggende arbejdsstilling kan maskinføreren betragte den syv tommer store HD skærm. Her tilgår billedet fra bakkameraet, og det er også her, at specifikke indstillinger for de enkelte typer redskaber kan kodes ind.

- Her kan man navngive de enkelte redskaber, man arbejder med, og eksempelvis give hydraulikken de rette indstillinger. Det kræver lidt første gang, men næste gang man skifter redskab, trykker man blot på radskabets navn, og så er maskinen klar til at arbejde, forklarer Anker B. Lemvig, produktchef hos Scantruck.

Opdragende maskine

Når Komatsu lover en 10 procent lavere brændstofforbrug, skyldes det kombinationen af motoren, hydraulikken samt hele styringen af driften, påpeger produktchefen.

Computeren kommer ganske enkelt med små fifs til maskinens fører under arbejdet. Små hjælpende beskeder, der bygger på analyse af brugen af maskinen. Beskederne har til formål at hjælpe maskinføreren at mindske brændstofforbruget. Så har man sine egne særlige måder at arbejde på, som måske ikke alle er lige økonomiske for brændstoftanken eller hydraulikken, bliver de opfanget af computeren.

- Alle beskeder, man får under arbejdet, fremgår igen i slutbilledet efter arbejdet, siger Anker B. Lemvig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den forstand kan man betegne PC240LC-10 som en opdragende maskine.

- Det kan også slås fra, hvis man finder det irriterende, anfører Anker B. Lemvig.

Komatsus eget satellitovervågningssystem er ligeledes blevet opgraderet. Det registrerer udledningen af CO2 under arbejdet, hvilket igen fører tilbage på mængden af små fifs. Fører man som virksomhed et CO2 regnskab som en del af sin grønne profil, vil systemet hjælpe en godt på vej.

Markedet vil være der

De første syv modeller af PC240LC-10 blev købt ubeset, og blev leveret til kunden i sidste uge. Den første af de syv fungerede som udstillingsmodel under ScanMek, og den fik mange til at stoppe op.

- Interessen for nye maskiner er til stede. To af de syv solgte maskiner blev handlet alene på meddelelsen om at de kom. Jeg tror på, at den nye maskine bliver årets mest solgte gravemaskine i 2012. Der er ikke solgt så mange maskiner i Danmark i de seneste år, så der vil være et behov for nye maskiner. Det vil ikke være stort, men det vil være der, understreger produktchefen.