Abonnementsartikel

En golfbane af høj kvalitet skal ikke være gratis at anvende, da det negligerer varens værdi, mener golfmanager hos Himmerlands Golf & Spa Resort.

Påsken falder tidligt i 2013, og det er både godt og skidt for greenkeeperne rundt om i landet. Højtiden betyder traditionelt afvikling af en række turneringer, hvilket bringer spillere til banerne, og giver omsætning i klubkasserne. Omvendt skaber den tidlige Påske et pres på græsset, som endnu ikke vækstmæssigt for alvor er kommet i gang, så udfordringerne for greenkeeperne er at få en bane, der ikke er i vækst, til at se flot ud og være slidstærk.

Hos Himmerlands Golf & Spa Resort vælger chefgreenkeeper Johnny Kristensen at se på situationen som en udfordring og ikke et problem. Han har været ansat i golfklubben i mere end seks år, og de sidste halvandet år er gået med en gennemgribende ombygning af alle faciliteterne. Det inkluderer både bygninger og anlægget, der består af to 18 hullers baner samt en ni hullers par tre bane og en driving range.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bare en udvidelse

Himmerlands Golf Klub har eksisteret siden 1980, og på den prominente side har klubben gennem en årrække været ejet af Lars Larsen, der er kendt for sin kæde af Jysk forretninger. Det giver ro i ledelsen, at der er en pengestærk person i baghånden, men det skal heller ikke være en sovepude uanset de økonomiske konjunkturer.

Omsætningen var vigende, så ledelsen opridsede et "enten-eller" scenarie. Enten skulle de acceptere udviklingen og lade klubben "skrumpe" til den fandt sit naturlige leje.

Eller også skulle der investeres kraftigt og gøre golfklubben til meget mere end en golfoplevelse. Udfaldet blev den sidste løsning, og selv om håndværkerne endnu er i gang flere steder, er millioninvesteringer som badeland, spa og wellness-afdeling, bowlingbaner, fitnesscenter og flere ting endnu allerede på plads og i gang.

- Golf i sig selv er ikke en helårs forretning, men ved at udvide og ændre anlægget til Himmerlands Golf & Spa Resort har vi gjort stedet attraktivt i alle årets 12 måneder. Det er en omfattende operation, vi er i gang med, men det er ikke sådan, at vi skal skabe noget helt fra bunden. Klubben har været her altid, og det her er bare en udvidelse, forklarer Thomas Nielsen, golfmanager hos Himmerlands Golf & Spa Resort.

Kvalitet skal betales

Golfen er fortsat hovedforretningen i det store resort, idet den udgør 70-80 procent af omsætningen. Men med til den storslåede plan følger også en konsekvent holdning til branchens udvikling - og endnu vigtigere, hvordan resortet ser løsningsmulighederne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der praktiseres mange forskellige rabatordninger, som sikrer, at spillere fra én klub kan spille gratis på flere andre baner i nærheden. Den udvikling kan jeg ikke forstå. Det skal i mit hoved ikke være gratis at spille golf. Vil man have en høj kvalitet, så skal man som bruger også betale for den. Derfor har vi med virkning fra denne sæson droppet alle rabatkort. Vi har et anlæg i høj kvalitet, og for at fastholde det kræver det, at vi aflønner 16 greenkeepere. Det er selvfølgelig en satsning, men der skal være råd til, at alt er lækkert, siger Thomas Nielsen.

Han er selv meget spændt på, hvordan kunderne tager imod rabatstoppet, men han understreger samtidig vigtigheden af at kræve sin vares værdi.

- Vi har et produkt, der er prisforskellen til andre baner værd. Vi har en professionel drift, og der er store arealer, som skal klippes og plejes. Den skal være af høj kvalitet, og så giver det ikke mening at begynde at tilbyde den gratis, for så bliver det meget svært at begynde at kræve betaling for den senere, siger Thomas Nielsen.

Kunder skal komme igen

Ansvaret for kvaliteten i plejen ligger hos Johnny Kristensen, og den opgave og dens vigtighed er han meget bevidst om, mens han viser rundt på hullerne.

Her midt i februar er der kun han selv og en mand på værkstedet ansat, da klipning af græsset endnu ikke er relevant. Vinteren har han brugt på at få klarlagt plejestrategi og gødningsplaner for de mange huller. Denne vinterdag er lufttemperaturen omkring frysepunktet, og der er få snefnug i luften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men inden længe er sæsonen i gang, og den bliver meget travl, er overbevisningen hos Johnny Kristensen:

- Det er første sæson med et nye anlæg, og folk er nysgerrige efter at opleve det. Men vi skal leve af, at de kommer igen efterfølgende, så vi skal lave et godt resultat hele tiden. Græsset ville have godt af mere varme, før sæsonen går i gang, men vi kan ikke holde 18 eller 27 huller lukkede, når spillerne er her.

Svampeangreb

I princippet er der ikke lavet meget om på hullerne i forbindelse med opbygningen, og det er der så alligevel.

- Vi havde også 2x18 huller før ombygningen, så der er ikke kommet flere huller. Alle greens er lagt om, og der er bygget 30 ekstra teesteder, så hullernes længde kan varieres. Alle bunkers er også lavet om, og så er et enkelt hul blevet sløjfet og et nyt kommet til af praktiske hensyn, beretter Johnny Kristensen.

Det samlede baneanlæg breder sig over mange hektar, og jordforholdene varierer meget. Generelt er jorden meget fugtig og klistret, men sandede bakker sætter også sit præg på plejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På denne tid af året, hvor sneen i skrivende stund for kort tid siden har trukket sig, sætter sneskimmel sit aftryk på hullerne. Forgreens er hårdt angrebet, og enkelte greens har også små angreb. Johnny Kristensen afventer solens magt til at få bugt med svampen, og han virker mere bekymret over de skader, som insekter og fugle skaber.

- Stankelbenslarver og gåsebillelarver spiser græssets rødder, og når så eksempelvis skaderne tager insekterne i græsset, får de en stor klump græs med op. Det ligner hurtigt, at der har gået en mand med en havefræser, siger han.

Længere klippetid på greens

Nyt design på hullerne sætter også sit præg på plejen.

- På mange greens er der bygget "run offs". Det gør det uvenligt at klippe greens med en triplex klipper. Vi skal for første gang gøre stor brug af singleklippere, da triplex-maskinerne ganske enkelt ikke kan komme til at vende, og vi kan ikke klippe i den samme retning hele tiden. Singleklipperen har det samme klippeaggregat som triplex'en, men det vil nu tage tre gange så lang tid. Greens skal i sæsonen være klippet kl. 07.00, og med nu cirka 20 minutters klippearbejde pr. green med en singleklipper skal vi nok blive udfordret, siger Johnny Kristensen.