Abonnementsartikel

Brancheforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører - DM&E - bliver 50 år i 2013.

Helt præcist blev Landsforeningen Danske Maskinstationer stiftet den 15. marts 1963 på et møde i Nykøbing Falster med 14 lokale maskinstationsforeninger som grundlag. Poul Jørgensen, Jeep Centralen ved Skælskør, var foreningens første formand og besad denne post i 15 år. Frem til den nuværende formand, Søren Ulrik Sørensen, Vrå, har foreningen blot haft yderligere to formænd på de 50 år.

Siden foreningens spæde start har både maskinstationserhvervet og brancheforeningen udviklet sig konstant. Maskinstationerne har gennemlevet en fantastisk teknologisk udvikling og været først med det nye inden for effektive maskiner og rationelle arbejdsmetoder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye arbejdsområder

Sideløbende har maskinstationerne også udviklet sig på entreprenørområdet med de gule maskiner til jord, kloak og betonopgaver. Ikke mindst med arbejdsopgaver i landdistrikterne.

Landsforeningen skiftede navn i 2008 til Danske Maskinstationer og Entreprenører eller DM&E som et signal på, at brancheforeningen også varetager erhvervsinteresserne for anlægsentreprenører - herunder også kloakmestervirksomheder.

Ved indgangen til 2013 er skovområdet også kommet med, idet Dansk Skoventreprenør Forening har tilsluttet sig DM&E på linje med de øvrige 13 lokalforeninger.

Stor fest

DM&E har domicil i Vejle, hvor 11 specialiserede medarbejdere betjener foreningens 700 medlemsvirksomheder inden for fagområderne DM&E Agro, DM&E Entreprenør og DM&E Skov. Medlemsvirksomhederne serviceres desuden med EDB gennem DM&E Agromat Data og med branchetilpassede forsikringer gennem DM&E Forsikring.

Medlemmerne fejrer jubilæet i deres brancheforening med en stor jubilæumsfest, hvor næsten 600 gæster har meldt sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En helt fantastisk opbakning, som for øvrigt er kendetegnet for hovedparten af vores medlemsarrangementer, fremhæver branchedirektør Bent Juul Jørgensen.

DM&E har i anledning af jubilæet udgivet en jubilæumsbog om branchens og foreningens udvikling gennem de første 50 år.