Abonnementsartikel

VBG Group er allerede i fuld gang med at forberede Vestfyn Trækker 2014. Arealet udvides atter - denne gang til 55.000 kvadratmeter - og over 120 stande er nu besat.

Transportmessen Vestfyn Trækker vokser igen, når den afholdes i maj 2014. Både udstillingsarealet og antallet af stande får ifølge arrangøren, VBG Group i Ejby, et nøk opad.

- Messearealet vokser til ca. 55.000 kvadratmeter, og dermed kan vi udvide antallet af stande til 140. Allerede nu er entreprenøren i gang med at klargøre området. Det er et stort og dyrt anlægsprojekt, som til gengæld giver den fornødne plads og fleksibilitet til at udvikle messens koncept, siger administrerende direktør Per Mikkelsen. Han kan inden længe løfte sløret for nye tiltag og aktiviteter, som bliver mulige med det øgede areal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rift om standene

VBG Group oplyser, at over 120 af de 140 stande allerede er besat. Dermed tyder alt på, at også udstillertallet vil sætte ny rekord i 2014.

- Der bliver rift om standene, og vi har aldrig før afsat så mange pladser på et så tidligt tidspunkt. Har man endnu ikke booket sin stand, anbefaler jeg at reagere hurtigt, hvis man vil være sikker på en plads, råder Per Mikkelsen, der kun har tildelt en begrænset del af de ekstra kvadratmeter til yderligere stande.

- Det handler både om at få plads til mange stande og at skabe størst mulig værdi for udstillere og besøgende. Derfor har vi valgt at afsætte størstedelen af den ekstra plads til nye aktiviteter, der tiltrækker flere besøgende og sikrer, at Vestfyn Trækker henvender sig til et endnu bredere publikum, fortæller direktøren.

Nye datoer

Vestfyn Trækker beholder i 2014 de nyskabelser, som sidste gang blev modtaget positivt - nemlig ændrede åbningstider og et optimeret messelayout, der gør udstillingen mere overskuelig og leder de besøgende forbi alle stande mindst én gang.

- Både publikum og udstillere tog godt imod ændringerne, så dem holder vi fast i. Udstillerne kunne melde om endnu mere trafik og aktivitet på deres stande, og det viser, at konceptet med en "foretrukken rute" har virket efter hensigten, siger Per Mikkelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Messen afholdes i 2014 fra den 23. til 25. maj.

- I samråd med udstillerne har vi vurderet de tre majdage som det mest hensigtsmæssige tidspunkt for Vestfyn Trækker 2014, så derfor er det besluttet at flytte udstillingen hertil, slutter direktøren.