Abonnementsartikel

En investering på knap 60 millioner kroner har sikret BMS en seriøs udvidelse af maskinparken med 13 nye Palfinger-lastbillifte.

For såvel verdens største producent af lastbilkraner, østrigsk-tyske Palfinger AG, som for Danmarks største og internationalt ekspanderende kranvirksomhed, BMS A/S, er handlen med i alt 13 kæmpestore og topmoderne lastbillifte deres hidtil største ordre. Kontrakten blev for nyligt skrevet under i Aalborg, og leveringen af specialkøretøjerne sker enkeltvis og løbende de kommende 12 måneder. Det oplyser BMS i en pressemeddelelse.

- Hos Palfinger er vi særligt stolte af og glade for, at så ambitiøs og professionel en kranvirksomhed som BMS vælger vores produkter. Samtidig viser den optimistiske forventning, som BMS med anskaffelserne også signalerer, også en tro på, at Europa er godt på vej ud af krisen, siger Palfinger Platforms administrerende direktør i Krefeld, Christian Eiring, om den historiske handel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 13 køretøjer leveres i øvrigt igennem Danilift A/S i Farsø, som er forhandler for Palfinger Platforms i Danmark og Sverige.

Divisionsdirektør for lastbilliftene hos BMS, Ib Steffensen, kvitterer ved at sende roserne retur.

- Selvfølgelig anskaffer vi det materiel, der overalt i branchen er anerkendt som det kvalitetsmæssigt bedste. Det har vores nuværende og fremtidige kunder krav på. Og det materiel er Palfingers, som vi i forvejen råder over en del lastbillifte og lastvognskraner fra og har de bedste erfaringer med. Palfingers og Danilifts service kombineret med deres maskiners driftssikkerhed og kapacitet såvel operativt og i forhold til betjeningskomfort er 'state of the art' i 2015. Og da vi også kunne blive enige om den rigtige pris, var der ingen tvivl, fortæller Ib Steffensen.

Han oplyser samtidig, at anskaffelserne skal understøtte udmøntningen af BMS' vision og nyligt internationalt lancerede E-24-koncept, der garanterer maximum 24 timers responstid overfor enhver kunde - uanset hvor i Europa. Foreløbig gælder garantien alene Tyskland, England, Skandinavien og Benelux, men den vil med tiden gradvist blive udvidet med stadig flere lande.

Opererer fra BMS' europæiske centre

De 13 kæmpestore køretøjer planlægges derfor at skulle kunne operere med kort varsel fra strategisk placerede BMS-centre centralt placeret i udlandet - i første omgang Tyskland, England, Norge og Sverige, hvor BMS har oprettet underafdelinger. De forskellige køretøjer kan operere i 55 til 103 meters højde og løse opgaver indenfor bl.a. olieplatformsarbejde, vindmøllerejsning og telesektoren. BMS råder i forvejen over 25 lastbillifte med en arbejdshøjde for de fire største helt op til 103 meter - Palfingers allerstørste model WT1000:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men forskellige opgaver kræver forskellige lastbillifte for at pris og kvalitet for slutkunden hænger sammen. En af fordelene ved at vælge de lidt mindre modeller, når den konkrete opgave er til det, er, at de fleste af de nye køretøjer, som vi anskaffer, ikke kræver specialtilladelse at køre gennem byerne, som ellers kan tage uger at få, forklarer Ib Steffensen.

Selve liftene og arbejdsplatformene, der kan skydes op, er kendetegnet ved bl.a. varme i gulv og styrepult, der gør det muligt for håndværkerne at arbejde effektiv i længere tid deroppe trods kulde og vind. Selve mandskabskurven kan i øvrigt rumme op til syv mand og 600 kilo og udmærker sig ved at kunne dreje 360 grader omkring sin egen akse.