Abonnementsartikel

Den hidtil største danske Vermeer-maskine til styret underboring er tæt på at gå i gang med store boreopgaver.

I oktober modtog Villy Poulsen landets største Vermeer til styret underboring, og siden da har Skjern-virksomheden tilpasset den store D220X300 Navigator på knap 34 tons, så den passer præcist til virksomhedens behov.

- Vi har bygget på den og bygget om. Vi har blandt andet ændret måden, kranen virker på, så vi kan løfte tre stænger ad gangen, og vi har også været omkring mixeranlægget. Så det er ikke selve maskinen, vi har været i gang med, men udstyret omkring den, siger Villy Poulsen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har taget lidt længere end forventet, men nu er den er næsten færdig og i midten af marts kommer Vermeer og hjælper med at få den i gang på de store opgaver ved Oddesund og Kilen i Struer, som maskinen er blevet indkøbt til, siger Villy Poulsen.

Der er også blevet monteret kameraer på maskinen for at højne sikkerheden i arbejdet med maskinen.

- Piloten kan ikke se ret meget på så stor en maskine, og der hjælper kameraerne piloten med at se, hvor folk er under borearbejdet. Det gør arbejdet mere sikkert, siger Villy Poulsen.

Der er tale om den største boremaskine, Vermeer har leveret Skandinavien, og indtil videre har Villy Poulsens maskine rør til at kunne nå 800 meter, men den kan udvides med rør, så kapaciteten når helt op på 1.200 meter.

Den lange rækkevidde bliver der brug for på opgaverne i Oddesund og Struer, der indgår i en række forskønnelsesprojekter, som Energinet.dk har sat i gang rundt om i Danmark, hvor store elmaster med ledninger imellem skal erstattes af nedgravede ledninger.