Abonnementsartikel

Mere end hver tredje med udendørs arbejde beskytter sig ikke mod solen.

Danskerne skal til at tage solen seriøst, ikke kun når de er på ferie, men også hvis arbejdsdagen foregår udendørs. I en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget på vegne af Euromelanoma, viser, at mange danskere glemmer at bruge solbeskyttelse til hverdag. 38 procent af de adspurgte, som opholder sig mere end tre timer udenfor om ugen, svarer nemlig, at de sjældent eller aldrig bruger solbeskyttelse i forbindelse med arbejde. Eksempelvis ved vejarbejde, kloakprojekter, ledningsarbejde og mange andre fag i entreprenørbranchen.

Undersøgelsen viser, at kun en tredjedel husker at bruge solbeskyttelse regelmæssigt, på trods af, at de opholder sig tre timer eller mere udendørs om ugen. En af grundene er illusionen om oparbejdelse af en naturlig kulør, hvorfor mange derfor tror, man ikke bliver forbrændt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en udbredt misforståelse, at mene, der er noget, der hedder en "naturlig kulør". Er man meget udenfor, eksempelvis på grund af sit arbejde, er solbeskyttelse ekstremt vigtigt. Brunfarvning er blot hudens forsøg på at beskytte sig mod de skadelige effekter af solen, fortæller Ulrikke Lei, der er overlæge på hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital, og tilføjer:

At så betydelig en procentdel glemmer solbeskyttelse er et enormt problem, da forekomsten af kræft er særlig stor hos folk, der har opholdt sig meget udenfor, bl.a. på grund af arbejde. Det gælder for både almindelig hudkræft og modermærkekræft.

Ulrikke Lei

overlæge på hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital

- At så betydelig en procentdel glemmer solbeskyttelse er et enormt problem, da forekomsten af kræft er særlig stor hos folk, der har opholdt sig meget udenfor, bl.a. på grund af arbejde. Det gælder for både almindelig hudkræft og modermærkekræft.

Over skyerne skinner solen altid

De folk, der arbejder mere end tre timer uden for på en uge, skal blive bedre til at bruge solbeskyttelse i hverdagen - også når solen ikke skinner fra en skyfri himmel. 65 procent af de adspurgte svarer i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig bruger solbeskyttelse ved overskyet vejr. Ifølge Ulrikke Lei, er det en farlig tendens, da skyerne skaber en falsk tryghed.

- Når det er overskyet, blokerer skyerne for de infrarøde stråler. Det medfører, at solen ikke varmer så meget, som hvis det havde været skyfrit, og man får derfor et falsk indtryk af, at den ikke "brænder" så meget. Skyer kan blokere op til 25 procent af solens UV-stråler, men størstedelen vil fortsat slippe igennem, siger Ulrikke Lei og uddyber:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så hvis man bruger mange timer udendørs på grund af sit arbejde, så er brug af solbeskyttelse er altså også nødvendig, selvom der er skyer på himlen.

Advarslerne gælder alle aldersgrupper, men især de ældre skal have et ekstra puf. Analysen viser, at når man runder de 50 år, kniber det med at huske solbeskyttelse. Mere end hver tredje i den aldersgruppe beskytter sig aldrig mod solen, når de opholder sig udenfor i sommerperioden. Det er et stort problem, som kræver øget opmærksomhed, mener Ulrikke Lei:

- Forekomsten af kræft stiger med alderen. Efter et langt arbejdsliv, hvor man har været udsat for meget soleksponering, er det fortsat vigtigt at huske solbeskyttelse. Derudover har mænd generelt højere dødelighed af hudkræft og modermærkekræft, da de kommer senere til lægen, og derfor har sværere sygdom, når den opdages. Derfor skal man huske at få tjekket eventuelle hudforandringer i tide.