Abonnementsartikel

Entreprenørkoncernen nedlægger forretningsområdet Civil Works, der har krævet nedskrivninger for 70-80 mio. kr.

Civil Works i Arkil Holding A/S har siden 2014 beskæftiget sig med store komplicerede totalentrepriser med en højere risikoprofil end koncernens øvrige projekter. Det har givet nogle dybe stød til koncernens økonomi, som har sendt koncernen ud i en reorganiseringen af de danske aktiviteter. Den reorganisering medfører, at Arkil nu fremover helt fravælger denne type opgaver.

Tidligere omtalte nedskrivninger og hensættelser på to konkrete broprojekter samt ophævelse af en kontrakt på sporarbejde på Østfyn i forretningsområdet Civil Works har samlet set haft en væsentlig negativ effekt på koncernens indtjening. I 2016 forventes øgede omkostninger til færdiggørelse samt nedskrivninger forbundet med disse projekter at udgøre i niveauet 70-80 mio. kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tager konsekvensen

De problemramte projekter i Civil Works forventes afsluttet i 2016, og de øvrige aktiviteter i forretningsområdet samt medarbejdere og kompetencer videreføres som en del af koncernens danske hovedaktiviteter, der primært fokuserer på lokale og regionale opgaver. Der pågår et retsligt efterspil vedrørende disse projekter med henblik på at opnå erstatning til Arkil-koncernen for påløbne ekstraomkostninger.

- I forretningsområdet Civil Works har enkelte store projekter skabt særdeles utilfredsstillende resultater, som står i skarp kontrast til den stærke udvikling i vores hovedforretning i Danmark og aktiviteterne i udlandet. Det tager vi konsekvensen af og nedlægger Civil Works for at fokusere på vores hovedaktiviteter, hvor vi skaber rigtig gode resultater, siger administrerende direktør Jesper Arkil.

Hovedaktiviteterne i Danmark udviklede sig positivt i 2015 i et konkurrencepræget marked, og i 2016 er fremgangen fortsat som følge af et øget udbud og en jævn tilgang af nye lokale og regionale anlægsopgaver. Arkil Holding A/S fastholder forventningerne til omsætningen for 2016 i niveauet 3.100 mio. kr. Yderligere nedskrivninger på de omtalte projekter i Civil Works medfører en nedjustering af forventningerne til resultatet før skat for 2016 til niveauet -20 mio. kr. til 10 mio. kr. mod tidligere udmeldt i niveauet 40-70 mio. kr.