Abonnementsartikel

Violeta Bulc peger på, at investeringer i anlæg er investeringer i fremtiden. Vælger vi de rigtige projekter, er det noget, der skaber vækst og arbejdspladser.

Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn løftede ved Dansk Vejforenings konference på Christiansborg sløret for en nyhed, der kan få enorm betydning for den danske bygge- anlægsbranche.

- Folketingets Transportudvalg har haft et møde med EU's transportkommissær Violeta Bulc, og hun gav udtryk for, at det ikke er hensigtsmæssigt at have begrænsninger for, hvor meget der investeres i anlæg. Hun peger på, at investeringer i anlæg er investeringer i fremtiden. Det er noget, der forrenter sig godt. Hvis vi vælger de rigtige projekter, er det noget, vi bliver rigere af, noget vi skaber vækst og arbejdspladser med. Vi sparer ressourcer fremadrettet, siger Rasmus Prehn til Dagens Byggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gakke lakket politik

Han kalder det håbløst at have grænser for, hvad man må bruge på infrastruktur og fortsætter:

- Det er det samme som at have grænser for, hvor meget der må bruges på uddannelse og forskning. Transportkommissæren fortalte, at der er ved at være et stemningsskifte i EU, hvor man vil begynde at åbne for at investere mere i fremtiden. Det er der også brug for. I langt de fleste europæiske lande er der nulvækst, fordi man har lavet en "gakke lakket" politik med et loft for, hvor meget man må investere i fremtiden. Hvorfor må man ikke gøre noget, der gør os rigere? Tænk på, hvad der ville ske, hvis det var forbudt for en privat parcelhusejer at reparere taget, når der var ved at opstå et hul. Det ville man aldrig finde sig i, men det er, hvad man har valgt at gøre i EU. Men der er heldigvis ved at komme nye boller på suppen.

Et simpelt regnestykke

Rasmus Prehn ser det også som en oplagt mulighed for at investere i infrastruktur, at man kan finansiere det for en lav rente på måske én procent, men for en række projekters vedkommende få et samfundsøkonomisk afkast på mere end 10 procent.

- Det er et simpelt regnestykke, og derfor er det hovedrystende, at man har lavet så rigide rammer, hvor der lægges låg på, hvad vi må gøre. Det er dybt godnat at diskutere skattelettelser, når man ved, at vil vi gerne have gang i økonomien og skabe arbejdspladser, er det langt klogere at bruge penge på at investere i infrastruktur. Skattelettelser spares op eller bruges på ferierejser i udlandet, siger Socialdemokratiets transportordfører.

Masterplan

Han efterlyser, at der skabes en masterplan, hvor et meget bredt flertal af Folketingets partier prøver at se 20-30-40 år frem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal ikke have sovjetisk planøkonomi, men præsentere nogle fremtidsscenarier, hvor vi opridser principperne for de kommende mange års investeringer. Herunder hvordan vi vil finde pengene, og hvilke finansieringsredskaber der skal benyttes. Der skal skabes en fornuftig rækkefølge, så vi sikrer, at vi får mest muligt for pengene, at det skaber en vis stabilitet for de brancher, der skal arbejde med projekterne, og at man kan sikre et optimalt antal lærlinge. Det skal ikke være "stop and go". Vi skal have det lange lys på, siger Rasmus Prehn.

Politisk spil

Men investeringer i infrastruktur indgår ikke i Socialdemokratiets 2025 plan, og om det forklarer Rasmus Prehn:

- Jeg tror, at det skyldes, at man forsøger at spille forsigtigt i en situation, hvor der er et højdramatisk politisk spil, og hvor der kan blive folketingsvalg. Skal vi lave noget på infrastrukturen, skal det laves bredt i Folketinget. Det er ikke et enkelt parti, der skal spille ud, og så kan vi bruge resten af tiden på at skændes, om det er det ene eller andet projekt, som skal fremmes. Så går der partipolitik i det. Det er bedre, at vi sætter os sammen og fremlægger noget i fællesskab, så vi ikke får en tvist om, hvis ideer, der kommer igennem, siger Rasmus Prehn.