Abonnementsartikel

Aarsleffs halvårsregnskab viser et resultat af den primære drift på 110 millioner kroner mod 182 millioner i første halvår af sidste regnskabsår. Aarsleff nedjusterer nu forventningerne til det endelige årsregnskab.

Aarsleffs halvårsregnskab viser et fald i resultatet af den primære drift fra 182 til 110 millioner kroner, når man sammenligner med sidste år. Det oplyser Aarsleff i en pressemeddelelse.

Resultatet er i Anlæg & Byggeri-segmentet påvirket af nedskrivninger i andet kvartal af regnskabsåret på enkeltstående projekter i Thule og Nuuk i Grønland, nedskrivninger på større projekter i Wicotec Kirkebjerg samt negativ udvikling i forbindelse med udførelse af første etape af projektet for elektrificering af det danske jernbanenet, grundet planlægningsmæssige hindringer, herunder sporspærringer. Resultatet i Hansson & Knudsen er desuden væsentligt lavere end forventet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet i Funderingssegmentet er påvirket af et lavere aktivitetsniveau i andet kvartal af regnskabsåret i Danmark samt en generel afmatning og udsættelse af gennemførelse af projekter i Polen.

Resultatet i Rørtekniksegmentet er bedre end forventet ved regnskabsårets start, og segmentet er i positiv udvikling.

Nedjusterer forventningerne

Forventningerne til det samlede resultat for Aarsleff-koncernen for hele regnskabsåret 2016/2017 ændres til et EBIT-niveau på 375 millioner kroner fra den tidligere udmeldte forventning på 430 mio. Omsætningen forventes uændret at udvise en vækst på cirka 5 procent sammenlignet med sidste regnskabsår. En forventning om en højere indtjening i anden halvdel af regnskabsåret end sidste regnskabsår kan ikke opveje effekten af nedskrivningerne på enkeltstående projekter i første halvår af regnskabsåret.

Aarsleff-koncernen oplever generelt positive markedsmuligheder i alle tre segmenter, lige som der er høj tilbudsaktivitet og en forventning om fortsat høj kapacitetsudnyttelse i produktionen.

Aarsleff offentliggør sin delårsrapport for perioden oktober 2016 til og med marts 2017 den 22. maj.