Abonnementsartikel

Ifølge Danmarks Statistik er nystartede virksomheder i bygge- og anlægsbranchen gode til at overleve de første kritiske år. 80 procent overlever det første år.

Hele 80 procent af de bygge- og anlægsvirksomheder, der er startet i 2015, stadig eksisterer i 2016, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er en bedre overlevelsesrate end blandt virksomheder generelt i Danmark, hvor kun 74 procent af de virksomheder, der er oprettet i 2015 fortsat havde sin gang på jord året efter.

Hvis man i stedet følger de nye virksomheder over en femårig periode, ligger overlevelsesraten i bygge- og anlægsbranchen tættere på gennemsnittet på tværs af brancher. 44 procent af bygge- og anlægsbranchens nye virksomheder i 2011 findes stadig i 2016, mens det generelt er 43 procent på tværs af alle brancher.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byggevirksomheder klarer sig godt igennem det første år

- Der er mange virksomheder, som ikke overlever de første kritiske år, men de nye tal fra Danmarks Statistik viser, at virksomheder i bygge- og anlægsbranchen faktisk er bedre til at klare sig gennem de første kritiske år end de fleste andre virksomheder - eksempelvis sammenlignet med virksomheder inden for erhvervsservice eller handel og transport, siger Jacob Hangaard, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

- En af forklaringerne er formentlig, at virksomheder i bygge- og anlægsbranchen ofte startes i forbindelse med en konkret opgave. På den måde er omsætningen i virksomhedens første levetid sikret - modsat i andre brancher, hvor man først skal opdyrke et marked og skabe et kundegrundlag.

- Men når de første projekter så er udført, skal bygge- og anlægsvirksomhederne finde nye kunder. Så der er dynamikken ikke meget anderledes end i andre brancher. Derfor ser vi også, at overlevelsesgraden i bygge- og anlægsbranchen på den lidt længere bane, nærmer sig overlevelsesgraden i andre brancher, slutter Jacob Hangaard.