Abonnementsartikel

Det er ikke et reelt alternativ at hente råstoffer i udlandet, når grusgravene løber tør, lyder det fra Dansk Byggeri.

Politikerne i Region Hovedstaden har et problem. Byggeriet i hovedstadsområdet hamrer derudaf, men materialerne til de mange byggerier og anlægsprojekter er ved at slippe op.

Ifølge en fremskrivning, ingeniørerne fra Niras har foretaget for Danske Regioner, vil Region Hovedstaden løbe tør for grus i 2027. Her vil den sidste, nuværende grusgrav være tømt. Det skriver DR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tirsdag holdt Regionsrådet møde, hvor råstoffer var et af temaerne. Her blev det enstemmigt vedtaget, at man skal kigge på import af råstoffer fra udlandet til den 12-års plan, man er ved af udarbejde. Ifølge Råstofsloven, skal regionerne have en råstofplan gældende 12 år frem i tiden, hvor der skal gøres rede for, hvor man skal få sine råstoffer fra.

... i virkeligheden er der ikke noget alternativ til, at vi selv indvinder råstoffer fra land og vand herhjemme.

Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius

Dansk Byggeri

Skal være selvforsynende

I midten af november besluttede miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) at lukke for mere råstofindvinding i den nordlige del af Øresund. Det skal føre til ændringer, mener erhvervspolitisk direktør Torben Liborius fra Dansk Byggeri.

- Det er helt afgørende, at man bruger lukningen som afsæt for at få lavet en sammenhængende, landsdækkende plan for råstofforsyningen, der rækker langt ud i fremtiden, siger Torben Liborius til Dagens Byggeri.

Ifølge ministeriet, hentes der omkring 50.000 kubikmeter sand og grus op om året i Øresund, som man primært bruger til byggeri i hovedstadsområdet. Den mindre mængde materiale bør kunne erstattes af andre Danmarks indvindingsområder på land og vand, lyder det fra ministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er stort set selvforsynende med råstoffer til vores byggeri i Danmark, og det skal vi blive ved med at være. Men det kræver en sammenhængende planlægning, så vi ikke hovsa-mæssigt får lukket ned rundt omkring, siger Torben Liborius.

Kun ét alternativ

På regionsrådets møde talte flere af politikerne positivt om mere genanvendelse af byggeaffald. Det kan bare ikke lukke hullet, lyder det fra Torben Liborius.

- Dem, der siger det, ved ikke, hvad de snakker om. I øjeblikket genanvender man over 85 procent af byggeaffaldet. Ser vi det i sammenhæng med det samlede råstofforbrug i Danmark, som er omkring 30 millioner kubikmeter, så dækker genanvendelse cirka en million kubikmeter, siger Torben Liborius.

Det vil derfor ikke batte noget, hvis man kunne udnytte alt byggeaffald.

- Der er i realiteten kun ét alternativ til at indvinde råstoffer på land og på havet. Det er, at importere dem, siger Torben Liborius.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det alternativ, skyder han selv ned igen.

- Svenskerne er ikke specielt interesseret i at sprænge bjergene i stykker, for at vi kan bygge i Danmark. Så i virkeligheden er der ikke noget alternativ til, at vi selv indvinder råstoffer fra land og vand herhjemme, siger han og fortsætter:

- Hvis man mener alvorligt i Danmark, at man skal nedsætte vores samlede transportbehov, skal man ikke begynde at transportere råstoffer langvejs fra, som vi har i Danmark, fordi vi ikke selv vil udvinde dem. Det er dobbeltmoralsk, siger Torben Liborius.