Abonnementsartikel

Den lille 1,9 tons IHI 19VXT gravemaskine fejler ikke noget, når det kommer til graveegenskaber - men komfort og tiltfunktion trækker ned.

Gravemaskiner af mærket IHI må siges at høre til de mindre af slagsen - både når det kommer til den fysiske størrelse, men måske også som brand - i hvert fald når man sammenligner med de helt store navne, som udbydes på det danske marked.

Men den japanske producent bag gravermaskinerne, som kommer i størrelser op til otte tons, har en lang historie bag sig - med al den erfaring, det giver. Derfor har det også været interessant at se, hvad den testede IHI 19 VXT kunne præstere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at prikke hul på spændingen skal det med det samme siges, at der er nogle ting, der ganske enkelt trækker ned. Det er imidlertid noget, vi skal finde inde i kabinen - som vi kommer tilbage til senere.

Når det så er overstået, præsterer den lille blå japaner faktisk ganske udmærket, når det kommer til vigtige parametre som brydekraft og stabilitet.

God brydekraft - dårlig tiltfunktion

Maskinen kan skyde bælterne ud, og så er det ikke noget problem at arbejde med strakt arm, fortæller testteamet.

- Når båndene er kørt ind, skal du nok ikke bruge en planerskovl, tilføjer maskintester Tommy Larsen dog i den sammenhæng.

Og brydekraften er der som sagt ikke det store at udsætte på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den graver godt. Hydraulikken kører rigtigt fint, og det virker som om, pumpen er dimensioneret godt, siger Poul Kastberg efter at have gravet med planerskovlen i en længere periode.

- Ja, og så er den også rigtig fin til at rette af med. Man finder hurtigt balancen med maskinen, tilføjer Tommy Larsen.

Men snakken falder hurtigt over på et punkt, hvor minerne bliver lidt mere alvorlige. Den testede maskine er nemlig monteret med tiltskovl, men hvor man normalt styrer tiltfunktionen i joystickene, er det i stedet flyttet ned til en pedal, som sidder klods op ad de to øvrige pedaler.

- Tiltskovlfunktionen sidder helt forkert. Det skal altså efter min mening sidde i joysticket. Men det bør man kunne lave om på, lyder det fra Tommy Larsen.

- Problemet er, at pedalerne sidder for tæt på hinanden og for tæt på forruden. Det betyder, at mine lange fødder, som stritter langt frem, hele tiden kommer i karambolage med forruden, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Savner akustisk alarm

En anden ting, der generer testteamet, er knappen til hurtigkørsel. Problemet opstår, fordi knappen skal holdes inde, for at få maskinen til at køre. Ifølge Tommy Larsen og Poul Kastberg kan det komme til at betyde, at maskinføreren ubevidst kommer til sænke dozerbladet under kørsel, da knappen sidder på det joystick, der netop styrer den funktion.

Det næste punkt, der giver lidt ridser i lakken, er instrumenternes placering.

- Placeringen er ikke optimal. For at kunne følge med i, hvad der foregår, skal man dreje sig og løfte armen. Det kan være et problem, hvis der pludselig mangler olietryk, siger Poul Kastberg

- Der kunne det faktisk være godt med en akustisk alarm til både olietryk og temperatur, for ellers har du for svært ved at følge med i, hvis der sker noget. Det ville jeg i hvert fald få bygget på, tilføjer Tommy Larsen.

Også når det kommer til komforten i sædet i kombination med joystickene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Joystickene følger ikke sædet, når det skubbes frem og tilbage. Det betyder, at man hurtigt kommer til at sidde lidt forkrampet, når man skal sidde og arbejde.

God oversigt

Udsynet er der imidlertid ikke noget at udsætte på.

- Forruden er dejlig nem at betjene, og udsynet er generelt rigtigt fint, fremhæver Poul Kastberg. Hans kollega Tommy Larsen mangler dog lidt, hvis man skal køre, mens det er mørkt.

- Man kunne godt ønske, der var en lampe bagud. Det vil især være en fordel, når man krøjer i mørke. Ellers er det ikke til at se, hvad der er bagved maskinen, siger han.

Støjniveauet i kabinen er heller ikke helt, som Poul Kastberg gerne havde set.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kræver faktisk høreværn at sidde derinde i længere tid. Man plejer at sige, at faregrænsen for støj er 80 dB, og vi målte 82 ved højeste antal omdrejninger, fortæller han.

I forhold til maskinens vedligehold er der både plusser og minusser.

- I forhold til det daglige vedligehold er der ikke nogen problemer. Der ser det godt ud. Men hvis du skal ind til starteren eller generatoren, så er det ikke så nemt. Det er klart, at det er en kompakt maskine, men man kunne jo for eksempel gøre det muligt at løfte sædet og så få plads til at komme ind på den måde, foreslår Tommy Larsen.

Kan flyttes til joystick

For at samle lidt op på testen, så er der tale om en maskine, der ikke fejler noget i forhold til det, den skal kunne: At grave. Brydekraft og stabilitet er, som man kan forlange - og det daglige vedligehold fejler ikke noget.

Det, der trækker mest ned, er lydniveauet, komforten i sædet samt placeringen af tiltfunktionen. Den danske importør Brdr. Holst Sørensen A/S oplyser, at tiltfunktionen ikke er standard, men hvis man vælger det, er det som udgangspunkt en løsning, at funktionen placeres i en pedal. Dog er det en mulighed at få proportional joystick-styring - hvilket testteamet helt klart ville foretrække.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man så samtidigt kan få monteret akustisk alarm på funktioner som olietryk og temperatur, bliver det en ganske hæderlig maskine.

Importørens kommentar

Importchef Søren Nielsen fra Brdr. Holst Sørensen A/S fortæller følgende om testmaskinen:

IHI er japanske minigravere med over 150 års erfaring i bagagen. Maskinprogrammet starter fra 900 kg og går op til 8 tons modeller, og hver maskine tilpasses slutbrugeren med optioner. IHI var den første i verden, der tilbød en version med "zero-tail".

Modellen IHI 19 VXT er en stærk minigraver med stor hydraulik-kapacitet. Det er en driftssikker minigraver, og dens bøsninger og nagler er store, hvilket giver ekstraordinær lang holdbarhed. Konstruktion på maskinen giver maskinføreren et godt og ugeneret udsyn. Komforten i kabinen har stor prioritet fra producentens side, herunder kan fremhæves ergonomi, servostyret joystick og sædet. I Danmark er denne model bestselleren i maskinprogrammet og den rammer bredt i bygge- og anlægsbranchen, udlejningsbranchen og andre erhverv. Det er en snild maskine med magt over tingene.