Abonnementsartikel

Dansk Mobil Beton A/S har succes med sine mobile betonværker. Flere mobile mixere er undervejs til det danske marked.

Hos Dansk Mobil Beton ser man lyst på fremtiden og oplever for tiden stor fremgang i efterspørgslen efter beton produceret direkte på byggepladsen.

- Både økonomisk og miljømæssigt er der en klar fordel ved at producere betonen på pladsen, og det har kunderne efterhånden fået øjnene op for, forklarer ejer af Dansk Mobil Beton, Steen Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Princippet bag virksomheden er reelt et betonværk bag på en lastbil, der medbringer alle råmaterialer til betonen og først starter blandingen på selve byggepladsen. Det betyder, at betonen er helt frisk, når den afleveres, og at der kun produceres præcist den mængde beton, som der er behov for.

Grøn beton

For kunderne giver det en økonomisk fordel, der sparer penge ved kun at få leveret præcis den mængde beton, der skal bruges. Rent miljømæssigt handler det bl.a. om at minimere produktionen af beton, så man reducerer spild i form af overskydende beton, der efterfølgende skal køres væk. Dermed undgås en dobbelt miljøbelastning med spild af råvarer og ekstra kørsel til og fra genbrugspladsen.

- I modsætning til konventionelle producenter har vi desuden også meget let ved at anvende genbrugsmaterialer, f.eks. knust beton eller tegl, i produktionen, hvilket er vigtigt i produktionen af såkaldt grøn beton, der er betegnelsen for beton, der indeholder beton fra nedrivninger. Det er et endnu helt nyt marked i Danmark, som vi forventer os meget af, uddyber Steen Madsen.

Virksomheden har eksisteret siden 2011 under forskellige ejere, og er den eneste leverandør af beton fra mobile mixere i Danmark. I foråret 2016 overtog Steen Madsen virksomheden, og siden er det gået stærkt. Det betyder blandt andet, at nye mixere er på vej for at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel, og i forlængelse heraf skifter virksomheden nu ejerform til aktieselskab.

Vækstplaner

Ny administrerende direktør bliver Ole Keinicke Christensen, der samtidig indtræder som partner og medejer af virksomheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har godt 20 års erfaring blandt andet fra telebranchen og den finansielle sektor, og han driver i dag rådgivningsvirksomheden Uplevel, der gennem længere tid har været tilknyttet Dansk Mobil Beton på konsulentbasis.

- På den måde har Ole været medvirkende til at skabe den vækst, vi ser i dag. Derfor var det naturligt at tilbyde Ole at indtræde i virksomheden i forbindelse med den nye ejerform, fortæller Steen Madsen.

Hovedkontoret forbliver i Borup ved Køge, hvorfra virksomheden i dag dækker det meste af Sjælland.

- Men planen er, at vi i takt med, at flåden af mobile mixere vokser, vil etablere os flere steder i landet, siger Steen Madsen.