Abonnementsartikel

Den danske importør af JCB har hentet sin tidligere produktchef tilbage i en ny rolle.

Efter en afstikker til Svenningsens A/S på halvandet år, hvor han var salgschef for Bobcat entreprenømaskiner, er Dennis Faurby nu vendt tilbage til Nicolaisen & Larsen A/S, der har JCB maskiner som omdrejningspunkt. Her var han tidligere ansat i perioden fra 2006 til 2015 og senest som produkt- og storkundechef.

Han havde første arbejdsdag 3. maj i sin nye rolle som markedschef.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet og tilbage til kendte rammer. Jeg kender jo stadigvæk produkterne og ved, at de står for at kunne levere både kvalitet og produktivitet. Derved giver det kunderne lave totalomkostninger og bibringer stor værdi for kunderne, så det bliver et glædeligt gensyn at kunne arbejde med dette, udtaler Dennis Faurby.

Vigtig rolle

Han understreger, at han og Svenningsens A/S skilles som bedste venner.

- Det har været spændende og meget lærerigt at se tingene blive gjort på en anden måde, end den jeg var vant til i mange år, siger han.

Som markedschef skal han vænne sig til at have en intern rolle. Man skal således ikke forvente at se ham forhandle priser med slutbrugerne. Den del af forretningen er fortsat lagt i hænderne på salgschef Kim Damgaard og hans afdeling. Dennis Faurby sidder nu i en mere ledende rolle, hvor han blandt andet skal stå for at optimere salg og service. Derudover er han nu chef for Nicolaisen & Larsens marketingafdeling, og han får en vigtig rolle i form af at forhandle priser, når der skal hentes maskiner hjem fra leverandøren JCB. Deri ligger et stort fokus på maskinerne, men også de totalløsninger Nicolaisen & Larsen som virksomhed kan tilbyde deres kunder.

- Vi glæder os til, at Dennis starter, ligesom jeg ved mange af vore kunder vil gøre. Han er jo kendt i huset og ude hos kunderne allerede. Han vil derfor hurtigt få noget fra hånden og være med til at bringe Nicolaisen & Larsen frem imod de strategiske pejlemærker, der er sat, udtaler Morten Krusborg, adm. direktør hos Nicolaisen & Larsen A/S.