Abonnementsartikel

H.L. Muffer ApS er opstået på baggrund af irritation over tilgængelige overgangsløsninger. Nu leverer de selv til tusindvis af kloakmestre.

Der findes i alle brancher fagfolk, som ikke er tilfredse med de materialer, maskiner eller andet udstyr, som de arbejder med i det daglige. Nogle brokker sig til deres chef, som så må på jagt efter noget bedre. Andre brokker sig for sig selv, hvilket sjældent løser nogen problemer, og så er der dem, som selv sætter sig for at skabe en tilfredsstillende løsning.

I den sidste kategori finder man forklaringen på grundlæggelsen af virksomheden H.L. Muffer ApS i Ranum ved Løgstør, som i dag beskæftiger otte medarbejdere. Siden etableringen i år 2000 ved ejer Hans Larsen har firmaet produceret og solgt overgangsmuffer til kloakbranchen. Forinden havde Hans Larsen siden 1973 haft sin egen murer- og entreprenørvirksomhed, og et par år senere var også kloakautorisationen på plads. Det var i det virke, at han udviklede en stigende irritation over de daværende tilgængelige overgangsløsninger på markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor satte han handling bag irritationen og gik selv i gang med udviklingen.

- Det var en stor udfordring som kloakmester at samle gamle og nye rør. Der var ganske enkelt ikke noget på markedet, som kunne holde tæt. Derfor gik jeg i lang tid i min fritid og lavede lidt forsøg med PVC rør og PP rør, forklarer Hans Larsen.

Det førte til udviklingen af krympemuffen. Den var en holdbar overgangsløsning, som opfyldte to vigtige kriterier: Den kunne dække flere dimensioner på en gang, og samtidig var den 100 procent tæt.

Ny udvikling

Efter at have udviklet på muffen i flere år blev den første krympemuffe indsendt til test og VA-godkendelse på Teknologisk Institut. Den kom i april 2000, og derefter har der kun været én vej for H.L. Muffer ApS: Fremad.

Hurtigt var der 4-5 varenumre at bestille blandt, men i dag er det tal oppe på cirka 100. Alt fra Ø32 mm til Ø1000 er på lager til levering fra dag til dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har vores kunder fundet ud af. De kommer fra hele landet. Vi har endda haft Aarsleff til at sende en bil fra København midt om natten for at hente dele hos os i Ranum tidligt om morgenen for så at køre mod København igen, siger Hans Larsen.

I 2008 udviklede firmaet endnu en produktserie til kloakbranchen. Denne gang var det ekspansionsmuffen, og denne var oprindelig tiltænkt T-stykket på sektiktanke. Men landets kloakmestrene så flere muligheder i overgangen, og muffen blev hurtig brugt som almindelig overgang. I dag er den H.L. Muffers mest sælgende overgang.

- Det er typisk for vores udvikling. Vi kan lave specialløsninger til alle kunder: Kommuner, kloakmestre, entreprenører, VVS'ere og kabelfolk. Hvis skidtet er rundt, så laver vi det. Hvis røret er kantet, så laver vi også en løsning til det, siger Henrik Larsen, søn af Hans Larsen, og som ligeledes er uddannet kloakmester.

De ser det som en stor fordel, at de selv har stået i kundernes sted og kender de udfordringer, de møder.

- Vi har selv stået i skidt til overkanten af gummistøvlerne og bakset med rør og samlinger. Vi kan give vores 2.800 kloakmester-kunder gode råd med på vejen og også en løftet pegefinger, hvis der er brug for det. De er trofaste og vender tilbage gang på gang, fortæller Henrik Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vokseværk

Når man nu har udviklet et nyt produkt som krympemuffen, er det med at få det testet indgående. Da VA-godkendelsen forelå, tænkte Hans Larsen sig grundigt om. Hvem ville være den mest krakilske kunde, som ville være i målgruppen for muffen? I hans tanker var Aalborg Kommune et oplagt valg.

- Jeg har arbejdet som entreprenør for Aalborg Kommune i flere år, og sagt med et glimt i øjet, så er de den værst mulige kunde, man kan få, fordi de stiller høje krav. Hvis jeg kunne lave en demo for dem, og de ville blåstemple produktet, var jeg nået rigtig langt, siger Hans Larsen og konstaterer derefter, at Aalborg Kommune har købt mufferne i flere omgange siden.

Da udviklingen af mufferne tog fart, fortsatte Hans Larsen sideløbende sit entreprenørfirma. Udvikling kræver penge, og dem tjente entreprenørfirmaet. Men for cirka 10 år siden blev rollerne byttet om. Produktionen og salget af muffer kunne klare sig selv, og derfor blev aktiviteterne i entreprenørfirmaet droslet langt ned.

- I de sidste fem år har der næsten ikke været nogen aktivitet i murer- og entreprenørfirmaet. Jeg har kalket en væg ind imellem. Det er vist det, smiler Henrik Larsen.

I forlængelse af den stigende succes er H.L. Muffer også flere gange vokset ud af sine vante rammer. Øget efterspørgsel skaber øget produktion, som igen skaber behov for mere plads. Firmaet har holdt sig til Ranum, men i efteråret 2012 flyttede de til en større grund i et industrikvarter i byen. Her byggede de både om og til, og allerede to år senere måtte der igen udvides med ekstra kontorer, laboratorium og lagerplads. Nu er den eksisterende grund på 4.500 kvm. dog igen for trang, så nabogrunden på 2.700 kvm. er allerede erhvervet, og her skal der bygges yderligere produktionsfaciliteter.