Abonnementsartikel

En trådløs forbindelse mellem bil og anhænger lyder som ren science fiction, men dansk opfinder har gjort det umulige muligt.

Mange af os med trailer kender det. Spændingstab, irrede stik, dårlige stelforbindelser og knækkede ledninger. Alt sammen noget der udgør den cocktail, som giver sig udslag i dårligt eller manglende lys på traileren.

Men det er der nu gjort op med Conektcar, som i al beskedenhed er den første patenterede trådløse forbindelse mellem bil og trailer. Men det holder ikke her, for systemet kan kobles på helt op til otte trailere, og tilmed er også sådan indrettet, at en afkoblet trailer kan efterlades med lys på!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også interviewet med den danske opfinder Kurt Nielsen, som står bag Conektcar.

Delene

Det trådløse Conektcar system leveres monteringsklart i en æske. Den indeholder en sender til bilens 13-polede stik, USB batteriindikator til bilens USB udtag, batteriboks, modtagermodul, forbindelsesmodul og en lader til batteriboksen.

Når senderen er monteret i anhængertrækkets stik, og modtagerenheden er monteret på traileren, er systemet fuldt funktionsklart, da enhederne allerede er parrede med hinanden.

Let montering

Monteringen er let og kræver ikke det store. Først monteres den skinne, som fungerer som holder for batteriboksen og modtage- og forbindelsesmodulet. Den fæstnes med to skruer til trailerens chassis, og dermed er det muligt at skubbe batteriboksen, modtagermodulet og forbindelsesmodulet ind på plads i skinnen.

Senderen sættes på plads i bilens anhængerstik, og til sidst sættes USB-enheden ind i bilens USB stik. Systemet er dermed klar til brug, da sender og modtagerenhederne er parrede fra fabrikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Otte trailere til samme bil

I kraft af at systemet består af moderne elektroniske komponenter, har det været muligt at konstruere Conektcar sådan, at det er mulighed for at koble op til otte forskellige trailere til samme sendemodul.

Det betyder i praksis, at når man har et modul, vil det, monteret i ethvert anhængertrækstik, kunne fungere med op otte forskellige trailere. Systemet skal kun sættes op til det én gang, og så vil man derefter kunne hægte hvilken som helst af de parrede trailere på krogen, og samtidig være sikker på, at alt lys fungerer.

Velegnet til flåder

Alle med en større eller mindre flåde af trailere, vil kunne få gavn af systemet. Kvaliteten af de forskellige bokse og enheder i Conektcar er tydeligvis rigtig god. For at boksene skal blive helt tætte, er samtlige stikforbindelser og bokse forsynede med O-ringe, og dermed kan man være helt sikker på, at der hverken trænger vand eller fugt ind til de elektroniske dele.

Vågner selv op til dåd

Et ekstra plus er, at man skal heller ikke gøre noget for at aktivere systemet forud for kørsel eller ved skift til en anden trailer. Alt det klarer en rystesensor. Så i det øjeblik sensoren mærker rystelser, aktiveres systemet automatisk. Og det modsatte gælder, når traileren ikke bruges, da sensoren selv sørger for at lukke ned, når traileren står stille.

Kan parkeres med lys på

Skulle man komme ud for en punktering eller noget andet, der betyder, at man er nødt til at efterlade traileren, er der en ekstra sikkerhed indbygget i Conektcar. Den kan nemlig efterlades med lys på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er man ude for en eller anden form for driftsstop, er det i reglen ukompliceret. Dog ser det helt anderledes ud, hvis traileren efterlades i rabatten om natten eller i tåge eller i vejr med nedsat sigtbarhed. Men her adskiller Conektcar sig igen fra andre kendte systemer, da traileren kan efterlades med lys på i op til 9 timer.

Banebrydende

Generelt virker det hele meget gennemtænkt. For det er ikke hver dag, der kommer noget, som er både banebrydende og indeholder ægte nytænkning. Men fakta er, at ingen før har tilbudt et trådløst system, som samtidig tilbyder automatisk opstart og nedlukning. Ej heller noget, som kan parres med op til otte forskellige trailere og da slet ikke noget, hvor man kan efterlade en efterladt trailer med lys i lygterne.

Plusserne

Kvaliteten af de forskellige bokse og enheder i Conektcar virker overordentlig god. For at der ikke skal kunne trænge vand eller fugt ind, er samtlige stikforbindelser og bokse tætnede med O-ringe. Dermed kan man være helt sikker på, at der ikke trænger noget uønsket ind til elektronikken. Rystesensoren, det at der er mulighed for at koble 8 trailere på og det unikke faktum, at traileren kan efterlades med lys på, skubber Conektcar helt op på positivlisten.

Minusserne

Man kunne godt hævde, at Conektcar er begrænset ved kun at være møntet på de 13-polede stik, og ikke de gammelkendte 7-polede stik. Men i praksis er problemet ikke stort, for i dag vælger mange de 13-polede frem for de 7-polede stik.

Man kunne også hævde, at systemet er begrænset af kun at være beregnet til LED pærer. Men det er der konstruktionsmæssigt en rigtig god grund til. Uden LED pærerne ville det eksempelvis ikke være muligt at efterlade traileren med lys på, da de almindelige glødepærernes forbrug er alt for stort. Og har man en trailer med glødepærer, er den gode nyhed, at det ikke er dyrt at erstatte de gamle lyskilder med et LED lygtesæt.