Abonnementsartikel

Uretek har 20 års jubilæum med opgravningsfri stabilisering og fundering af bygninger.

Det var et tæt parløb med de fremtidige kunder, som Ivan Steffensen i 1998 indledte hjemme i privaten ved Børkop mellem Vejle og Fredericia. Han havde fået øje på et finsk produkt, som kunne stabilisere og sikre fundamenter under bygninger. Uretek hed produktet.

Siden har Ivan Steffensen været synonym med Uretek i Danmark. Og for hvert fundament, han og hans mandskab har stabiliseret under kundernes huse, er Ureteks eget fundament blevet styrket yderligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ikke andet på markedet, der ligner Uretek-metoden. Ved at injicere Uretek GeoPlus-materialet ned under fundamentet på en bygning, kan vi udligne sætningsskader og bringe huset tilbage i niveau. Og vel at mærke samtidig stabilisere fundamentet varigt, forklarer Ivan Steffensen.

Uretek er en finsk opfindelse. Da Ivan Steffensen for 20 år siden blev præsenteret for materialet og metoden af den finske ophavsmand, Timo Lahtinen, kunne han straks se potentialet også på det danske marked. Uretek var allerede på markedet i Sverige, og svenskerne skulle så også repræsentere produktet i Danmark. Det gjorde de ikke i tilstrækkeligt omfang, mente Timo Lahtinen og tilbød Ivan Steffensen at blive den danske Mr. Uretek.

Junior kom med

Dermed kom Uretek på plads i Børkop i 1998. Ivan Steffensen fandt plads hjemme i privaten til det nye firma og lejede sig til plads til lastbilen.

Virksomheden ekspanderede nøjagtig som Uretek-materialet. I 2002 strammede omgivelserne i Børkop for meget over skuldrene, og Ivan Steffensen flyttede Uretek til Nørre Aaby på Fyn, hvor han købte bygningerne fra en korn- og foderstofforretning. Masser af plads. Også til sønnen Kent Steffensen, som kom med i firmaet i januar 2000.

- Tidligere arbejdede jeg med salg og markedsføring. Jeg startede med at lave lidt regnskab og salg for Uretek. Men vi så snart, at der blev mere og mere salg og flere opgaver, så jeg overtog salget på Fyn og Sjælland, mens min far klarede Jylland, fortæller Kent Steffensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Første anlæg

I 2001 købte far og søn firmaets første anlæg til injicering af Uretek-materialet og monterede det i en lastbil. Sammen kørte Ivan og Kent Steffensen rundt til mange opgaver landet over, og så kom der gang i ansættelse af medarbejdere. Først en montør, så en montør mere, og de to indehavere fik selv mere tid til at sælge projekterne.

Succesen med Uretek blev understreget af, at firmaet fem år i træk blev kåret som Gazelle-virksomhed.

Efter de første 10 år plevede Uretek en opbremsning, ligesom resten af verden. Finanskrisen satte sig også aftryk i Nørre Aaby, men kun kortvarigt. Allerede i 2010 havde situationen stabiliseret sig, og Uretek havde fundet et godt og velfungerende niveau.

Skruepæle som supplement

Trods verdens fortrædeligheder i 2008, benyttede Steffensen & Steffensen året til at få yderligere et ben at stå på. De fik import og forhandling af britiske ScrewFast-skruepæle som supplement til Uretek-metoden, hvor der er sætningsproblemer. Eller hvor der er behov for at fæstne master eller bygninger solidt til undergrunden. Vel at mærke med skruepæle, som kan fjernes igen på et senere tidspunkt.

- Skruepælene kom ind, fordi Uretek-metoden trods alt har nogle begrænsninger. Nu bruger vi dem så også som et bedre alternativ til rammede pæle. ScrewFast skrues ned og får fat i undergrunden uden støj og vibrationer. Derfor skruer vi pæle ned, hvor vibrationer eller opgravning kan være et problem. I nogle tilfælde også, hvor der er oldtidsfund. Arkæologerne har sagt ok til, at anlægsarbejdet kunne fortsætte på stedet, fordi vi funderede uden at ødelægge noget, forklarer Kent Steffensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foruden Uretek og ScrewFast-pælene, har Nørre Aaby-firmaet sikret sig yderligere to ben at stå på. For ikke længe siden er Uretek begyndt også at lave såkaldte borede pæle, hvor jord bores op med et stort pælebor, og hullet fyldes med beton. Der er mulighed for at armere betonpælene efter behov.

Tillige har firmaet sat støbning af fundamenter som selvbærende terrændæk på menuen. Det sker i forbindelse med enten støbning af pæle eller skruning af ScrewFast-pæle. Fundamentet hviler på pælene, når specielle forhold på stedet bevirker, at der ikke kan funderes på normal vis.

Uden støj og vibrationer

- Den største vækst er på skruepæle ved nybyggerier, hvor der kan være vanskeligt tilgængeligt, eller der ikke ønskes støj eller vibrationer. Vi kan jo også løse opgaver med skruepæle inde i byggerier. Så bruger vi vores eldrevne maskine til at skrue pælene i. Ellers anvender vi en minigraver som kæmpe skruetrækker, siger Kent Steffensen.

- Jeg ser også den største fremtid i skruepælene. De er enormt fleksible. Vi designer pælene efter den vægt, de skal bære, og efter jorden, de skal skrues ned i. Pæledesign handler om størrelsen af de rør, der anvendes til pælene, længden, galvanisering og en række andre faktorer, som vi kalkulerer på vore ScrewFast-beregninger, forklarer Ivan Steffensen.

Når Uretek får en ny opgave, foretages der boreprøver som noget af det første. Det er afgørende vigtigt at finde ud, hvad jorden under fundamentet består af. Det giver Ureteks ingeniører mulighed for at finde den bedste metode til den aktuelle opgave. Og efterfølgende lave det korrekte pæledesign.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra sommerhus til Glyptoteket

- Vi har skruet fundament til et sommerhus ned på en ø med blød grund og høj grundvandsstand. Med Uretek Geo-Plus har vi udbedret sætningsskader på Glyptoteket i København, hvor gulve havde sat sig hele 22 centimeter. I mange tilfælde har vi hævet gavle og hjørner på huse tilbage til det oprindelige niveau, efter at dele af bygningen havde sat sig. Stabilisering af industrigulve klares med Uretek Geo-Plus, og vi kan udligne forskelle i gulvene, mens produktionen fortsætter uanfægtet på virksomheden. Det er vigtigt blandt andet ved industrigulve i fødevarevirksomheder, fortæller Kent Steffensen.