Abonnementsartikel

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen har pustet nyt liv i forslaget om en bro over Kattegat for biltrafik.

Det er urealistisk at en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Kattegat bliver rentabelt. Til gengæld vil en ren vejforbindelse kunne finansieres af trafikanterne alene - helt uden statslige tilskud.

Det skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en gammel drøm at binde Øst- og Vestdanmark tættere sammen med en fast forbindelse over Kattegat, men det har hidtil forekommet økonomisk urealistisk. Nu viser det sig, at økonomien ser ud til at hænge sammen, hvis man bygger en ren vejforbindelse, så det bør vi undersøge nærmere, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Der er tale om en skønsmæssig vurdering fra Vejdirektoratet, som er forbundet med stor usikkerhed. Ministeren vil derfor igangsætte en nærmere undersøgelse af potentialet for en ren vejforbindelse over Kattegat.

Glæde på trods af usikkerhed

På trods af usikkerheden har forslaget allerede mødt positive tilbagemeldinger. Blandt andet hos Bünyamin Simsek (V), der er rådmand i Aarhus vækker forslaget begejstring.

- En fast forbindelse over Kattegat vil binde ikke bare landsdelene, men også Danmarks to største vækstcentre tæt sammen. Det vil skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark og styrke os som samfund i endnu højere grad, end Storebæltsforbindelsen gjorde, siger Bünyamin Simsek.

Også direktøren for Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, glæder sig over forslaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er positivt, at der igen bliver fokus på udbygningen af Danmarks infrastruktur. Det er de genoplivede planer om en kattegatforbindelse udtryk for, siger Michael H. Nielsen.

- En kattegatforbindelse er en spændende vision, som vil binde Danmark sammen på en ny måde og give nyt grundlag for vækst og udvikling. Vi skal dog være klar over, at en investering på for eksempel 60 milliarder kroner vil kæmpe side om side med andre investeringer i infrastruktur i vores samfund, siger Michael Nielsen.