Abonnementsartikel

De fire finalister til DBL for entreprenørmaskinmekanikere er nu fundet, og tre af dem går i samme klasse.

Finalen i Danmarks Bedste Lærling for entreprenørmaskinmekanikere er mindre end to måneder væk, og nu er de fire finaledeltagerne blevet fundet. Tre af dem er klassekammerater og er netop nu i gang med deres sidste skoleforløb op til svendeprøven.

- Det bliver lidt af en test, som en slags udvidet svendeprøve med et stort publikum. Men jeg glæder mig, siger Mikki Vestervang Nygaard, der er en af tre fra klassen på Erhvervsskolerne Aars. Han er i lære hos Pon Equipment A/S. De to andre klassekammerater er Jacob Mattebjerg, der er i lære ved Rasmus Degn A/S og Henrik Drastrup, der er hos Hydrema. Den fjerde finalist er Jens Bonnerup Melgaard, der i øjeblikket er i lære hos Maskinpartner A/S i Vejle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opfordring

De blev alle opfordret af skolen til at nominere sig selv, og få deres lærerplads til også at nominere dem. Nu er de kommet gennem nåleøjet og er klar til at vise, hvad de kan overfor både dommere og publikum til E&H-messen, der finder sted i Herning Messecenter fra 14-16. juni.

Her skal de dyste i flere forskellige discipliner og opgaver, som der ikke er løftet sløret for endnu. Tidligere har faglærer Karsten Poulsen fra Erhvervsskolerne Aars givet udtryk for sine tanker omkring de opgaver, han mener, finalisterne skal testes i.

- Vi har ikke lagt os fast på, hvilke kategorier der skal dystes i, men jeg kan da afsløre, at fagligheden inden for hydraulik, el-systemer og mekaniske dele bliver udfordret, sagde Karsten Poulsen til Maskinteknik, da bladet tog en snak med ham tidligere, og han sagde desuden også:

- Vi forestiller os, at der skal dystes på en slags forhindringsbane, hvor lærlingene skal gøre en opgave færdig, før de bevæger sig videre til næste disciplin.

Svendeprøve først

Inden finalen finder sted, skal tre af deltagerne først til svendeprøve i slutningen af maj. Jacob Mattebjerg, der er en af finalisterne, er glad for, at konkurrencen ligger efter svendeprøven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så er der mulighed for at teste sin faglighed til svendeprøven før konkurrencen, siger han, og har en klar holdning til hvilken disciplin, der skal hjælpe han op øverst på podiet i konkurrencen mod de tre andre finalister.

- Det er helt klart hydraulik, jeg er bedst i, så det skal vi i hvert fald konkurrere i, hvis jeg skal vinde, siger han.

Mikki Vestervang Nygaard nævner transmission som en af sine styrker, men glæder sig til at konkurrere i 'lidt af det hele', som han siger.

Henrik Drastrup, der er den tredje af klassekammeraterne nævner selv hydraulik og transmission som sine favorit-discipliner.

Overaskelse

Finalisterne fik alle besked via e-mail, og det var nogle af dem noget af en overraskelse, de fik, da der lå brev i indbakken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var fedt at få det at vide, at jeg var en af finalisterne, siger Henrik Drastrup, og de to klassekammerater er enige om, at det var en overraskelse af de gode, at være finalist.

Den fjerde finalist, Jens Bonnerup Melgaard, var slet ikke klar over, at han var finalist før Maskinteknik fik ham i telefonrøret.

- Jeg har slet ikke fået tjekket e-mail, så det er helt nyt for mig, at jeg er kommet i finalen, men jeg er helt vild glad, siger han.

Modsat de andre finalister har han først sin svendeprøve næste sommer og er færdigudlært til oktober 2019. Han ser frem til at dyste i flere forskellige discipliner, og håber især, at der bliver plads til skruearbejde.

- Jeg kunne godt tænke mig at der bliver mulighed for at skille maskinerne ad og samle dem igen, siger han.