Abonnementsartikel

I byggebranchen i Danmark har det været fast kutyme, at man holder ferielukket i industriferien. Det ser nu ud til at ændre sig, fortæller byggecenterkæden Stark.

Industriferie plejer at være lig med ferielukket i byggebranchen. Håndværkere og producenter har tradition for at lukke helt ned i ugerne 29-31 og sende alle medarbejdere på ferie.

På det danske arbejdsmarked har man i adskillige år meldt industriferien død, uden at det har fundet fodfæste i byggebranchen. Nu ser håndværkernes arbejdsvaner dog også ud til at ændre sig. Det fortæller byggecenterkæden Stark, der aldrig før har haft så travlt på dette tidspunkt som i år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ekstra travlhed i ugerne op til ferien

Vi ser en klar tendens til, at virksomhederne gerne vil have afsluttet så mange projekter som muligt op til og under ferieperioden, så man kan starte på en frisk efter ferien.

Logistikchef Ole M. Hansen

Stark Region Jylland Øst

Ifølge Stark skyldes travlheden, at håndværksvirksomhederne i højere grad end tidligere knokler på i industriferien.

- Det er en tendens, vi har kunnet se spire frem de seneste tre-fire år. Men i år er det første år, hvor den for alvor slår igennem, fortæller Ole M. Hansen, logistikchef i Stark Region Jylland Øst, til Dagens Byggeri, og fortsætter:

- For bare fem-seks år siden kunne vi godt regne med, at tempoet i byggeriet ville aftage kraftigt i ugerne op til industriferien for så at gå næsten helt i stå i uge 29, 30 og 31. Sådan er det ikke længere. Vi kører rigtig, rigtig mange varer ud lige nu.

Opsving holder byggeriet i gang

Udviklingen skyldes ifølge Stark blandt andet, at det lige nu går rigtig stærkt i byggeriet, og at virksomhederne derfor arbejder sommeren igennem for at få mest muligt ud af opsvinget og komme på øjenhøjde med opgaverne i ordrebøgerne. Ole M. Hansen uddyber:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser en klar tendens til, at virksomhederne gerne vil have afsluttet så mange projekter som muligt op til og under ferieperioden, så man kan starte på en frisk efter ferien. Her i Region Jylland Øst har vi for eksempel haft en stigning i antallet af udkørsler på næsten 50 procent i ugerne 27-29 sammenlignet med sidste år.

- Selvom tempoet er sat lidt ned i sidste uge og i denne, kommer vi ikke se en decideret død periode som tidligere. De stille somre er forbi, afslutter Ole M. Hansen.

Stark oplyser, at man heller ikke ser nedgang i antallet af kundehenvendelser på webshoppen.