Abonnementsartikel

Smeltende permafrost hærger lufthavnen i Kangerlussuaq, og renoveringsregningen kan ende i Danmark.

Det kan komme til at koste op mod to milliarder kroner at renovere Kangerlussuaq Lufthavn - tidligere kendt som Sønder Strømfjord Lufthavn. Den udgift kan det danske forsvar ende med at skulle betale. Det skriver Ingeniøren.

Det skyldes, at Grønland har besluttet at bygge to nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat, hvor størstedelen af alle civile rejsende til Grønland alligevel skal til og fra. Det har derefter været uvist, hvad der skulle ske med Kangerlussuaq Lufthavn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Onsdag meldte forsvarsminister Trine Bramsen (S) så ud, at forsvaret fortsat skal være til stede og anvende lufthavnen i Kangerlussuaq. Ifølge Ingeniøren, vil lufthavnen være ejet af Grønland og drevet af Grønlands Lufthavne Mittarfeqarfiit, men Forsvaret skal fra 2023 betale for både den daglige drift samt renovering.

Lufthavnen er generelt i dårlig forfatning. Nogle af installationerne er helt tilbage fra amerikanernes anlæggelse fra anden verdenskrig. Landingsbanen, taxiwayen og to forpladser til henholdsvis den civile og militære lufthavn er derudover stærkt medtaget af den globale opvarmning.

I 2015 vurderede Grønlands Lufthavne, at renoveringen vil koste 1964 millioner kroner frem mod 2025. Andre skøn lyder på 1,5 milliarder kroner og 700 millioner kroner.

USA overdrog i lufthavnen til Grønland i 1990'erne. Dengang forpligtede man sig til at holde lufthavnen åben for amerikanerne, skriver Ingeniøren.