Abonnementsartikel

Cowi har vundet opgaven som regionens bygherrerådgiver og skal levere specialviden og dermed bistå regionen med at komme sikkert og bæredygtigt i mål med oprensningen.

Cowi kommer de næste år til at bistå Region Midtjylland, når den komplekse oprensning af kemikaliedepotet ved Høfde 42 på Vestkysten mellem Thyborøn og Harboøre skal i gang. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

- Oprensning af en generationsforurening kræver mere specialiseret ekspertviden, end vi selv har in-house i regionen. Det er vigtigt for os, at oprydningen på Høfde 42 bliver så effektiv og bæredygtig som muligt. Derfor har vi brug for en bygherrerådgiver. Cowi skal ikke styre projektet med oprensningen, men derimod levere ekspertise og være vores faglige sparringspartner og vagthund undervejs. Det samarbejde ser vi meget frem til, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ekspertise og bæredygtighed

Som bygherrerådgiver skal Cowi assistere både før, under og efter oprensning. Det er fx i forbindelse med planlægning og udbud, men også under selve oprensningen og efterfølgende reetablering af strandområdet, hvor der skal føres tilsyn og laves kontroller.

- For Cowi er det her en af de vigtigste opgaver i lang tid. Vi glæder os utroligt meget til at hjælpe Region Midtjylland med at få sat det første grønne punktum for Cheminova-forureningerne, så den skjulte forurening på kanten af Vesterhavet ikke længere kaster skygger over fortællingen om Danmark som bæredygtigt foregangsland. Forureninger i denne kaliber er heldigvis en undtagelse. Så meget des vigtigere bliver det at bruge vores erfaring fra håndteringen af denne sag til at løse de øvrige generationsforureninger, siger projektdirektør Anders Plovgaard fra Cowi.

Ud over selve oprensningen er der et andet bæredygtigt aspekt, der handler om formidling af den viden, der kommer af oprensningsarbejdet. Sammen med VIA University College Horsens vil Cowi invitere studerende og undervisere til at få konkret indblik i arbejdet.

- Vi ser meget frem til at bruge projektet som løftestang for viden om miljøbeskyttelse. Høfde 42 giver både anledning til at lære af fortidens synder og mulighed for at indsamle og dele den nyeste viden om, hvordan man griber sådan en miljøudfordring bæredygtigt an, siger Anders Plovgaard.

Han skal lede Cowi's bygherrerådgivning på projektet og stå i spidsen for et hold af flere end 20 erfarne specialister fra ind- og udland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I aftalen med COWI er der en option, der omfatter bygherrerådgivning i forhold til at rense op på Cheminovas gamle fabriksgrund ikke langt fra Høfde 42. Den gamle fabriksgrund er også en generationsforurening og af næsten samme omfang og karakter som Høfde 42-depotet.

De indledende undersøgelser på høfden er i gang, så opgaven med at rense op kan komme i udbud - formentlig til efteråret. I marts blev jernspunsen, der indkapsler forureningen, undersøgt. Og i de her uger er geotekniske undersøgelser i gang for at få mere nøjagtig viden om undergrundens stabilitet.

Undersøgelserne er vigtig viden for de firmaer, der vil byde på opgaven med at rense op ved Høfde 42. Forventningen er, at arbejdet med at rense op kan gå i gang i 2. halvår 2022.