Lyt til artiklen:

Colas køber sønderjyske grusgrave

00:00
Hastighed: ???x
02:10

Pr. 2. oktober 2023 overtager Colas Danmark A/S Freiberg Grusgrave A/S' aktiviteter i to grusgrave i henholdsvis Uge og Rødekro inklusive kontor og værksted, materiel, kundeportefølje og 14 medarbejdere, som fortsætter deres arbejde i grusgravene.

På ledelsesområdet er det planen, at direktør Helmut Callesen fortsætter som salgschef for Colas' grusgrave i Danmark i tæt samarbejde og med reference til Colas' grusgravschef, Niels Fosgrau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter overdragelsen fortsætter driften af grusgravene i Uge og Rødekro uændret under Colas' ledelse. Grusgravene skifter dog navn til Colas - Freiberg Grusgrave A/S.

- Vi glæder os til at videreføre virksomheden med dens dygtige medarbejdere og fortsætte driften og det gode og langvarige samarbejde med grundejerne samt udnytte det stærke lokalkendskab og tyske netværk, som selskabet har opbygget gennem årene. Grusgravsforretningen er en vigtig del af Colas Gruppen globalt, og vi ser et forretningspotentiale i overtagelsen af Freiberg Grusgrave, som indvinder råstoffer af høj kvalitet, og som har en stor eksport til det tyske marked, siger industridirektør Jacob Kloster, Colas Danmark A/S.

Overtagelsen af Freiberg Grusgrave A/S ligger godt i tråd med Colas' ønske om at positionere sig i det sønderjyske, og grusgravene er det helt rigtige supplement til Colas' øvrige grusgravsaktiviteter.

- For os har det været vigtigt, at vores medarbejdere kan fortsætte under den nye ejer, og jeg er helt tryg ved at give roret videre til Colas. Det var Colas selv, der rettede henvendelse til os for at høre, om vi var interesserede i at sælge, og vi har haft en god dialog hele vejen igennem. Colas er med sin erfaring den rette til at videreføre grusgravsdriften og fortsætte det gode forhold til det netværk, vi har bygget op, udtaler Hans Christian Freiberg, tidligere hovedaktionær i Freiberg Grusgrave A/S, i en pressemeddelelse.