Lyt til artiklen:

Kommende direktør: Alt det gode skal bevares

00:00
Hastighed: ???x
03:13

Abonnementsartikel

Snart er der udskiftning på posten som administrerende direktør hos H.P. Entreprenørmaskiner A/S, der er blevet opkøbt af Semler Gruppen, som dermed går ind i markedet for salg af entreprenørmaskiner.

Efter 43 år i spidsen for H.P. Entreprenørmaskiner A/S, som han selv stiftede tilbage i 1981, har indehaver Hans Peter Pedersen solgt sit livsværk til Semler Gruppen. Når handlen om kort tid er endelig gennemført vil han trække sig tilbage og give stafetten videre.

Vi tager udgangspunkt i alt det gode, vi har med produkter, arbedsklima osv. Det skal bevares.

Ole Pausgaard, H.P. Entreprenørmaskiner A/S

De nye ejere har peget på den nuværende salgsdirektør, 66-årige Ole Pausgaard, som ny administrerende direktør for importøren. Og han ser frem til udfordringen med spænding, selvom han godt ved, at det er nogle store sko, der skal fyldes ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

40 år i branchen

- Hans Peter har været en virkelig god arbejdsgiver, det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har været her i 21 år. I dag er vi omkring 60 medarbejdere, og vi har en tryg, interessant og god arbejdsplads. Jeg vil som direktør gøre alt for at den gode stemning fortsætter, siger Ole Pausgaard, da Maskinteknik taler med ham i Horsens i forbindelse med Maskinførernes Dag.

Ole Pausgaard er en erfaren herre, som har været i branchen gennem godt 40 år. Hvad der skal ske af nye tiltag, har han endnu ikke aftalt med Semler Gruppen.

Mere digitalisering

- Vi tager udgangspunkt i alt det gode, vi har med produkter, arbedsklima osv. Det skal bevares. Og så skal vi finde nogle udviklingspunkter, som vi skal arbejde med. Det bliver især omkring den digitale udvikling. Altså hvordan vi både internt og over for kunderne bedst bruger alle de data, vi indsamler, siger han og tilføjer:

- Her kan vi helt sikkert få hjælp og inspiration andre steder i Semler Gruppen, og måske får vi brug for nogle ekstra nye folk, som kan noget andet, end det vi kan nu, siger direktøren.

ESG og LCA

I disse år stiger kravene til dokumentation, herunder ESG (bæredygtighedsrapportering) og LCA (livscyklusvurdering), som firmaet skal videreformidle til sine kunder - til brug for fremtidige grønne regnskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Allerede om få år er det en meget større opgave, end det er i dag, så her står vi virkelig over for et skifte. Men den opgave tager vi med glæde på os, og jeg er overbevist om, at Semler Gruppen kan hjælpe os med at løfte opgaven, siger Ole Pausgaard til Maskinteknik.

Godkendelse lige om hjørnet

Hvornår Konkurrencestyrelsen har endeligt godkendt Semler Gruppens opkøb af Hitachiimportøren vides ikke, men det forventes at ske snart. Der er allerede 14. marts kommet godkendelse for Danmark, så det er kun Grønland og Færøerne, som mangler. Ole Pausgaard forventer, at det sker umiddelbart efter Påske.

H.P. Entreprenørmaskiner har importen af maskiner fra Hitachi Construction Machinery i Danmark, Grønland og Færøerne. Desuden importerer man Bell-dumpere, sorter- og knuseanlæg fra Sandvik samt forskelligt andet udstyr.