Abonnementsartikel

E 09 SR minigraver fra New Holland har fået flere opdateringer - og et nyt navn

Efter mange års tro tjeneste ruller der ikke flere E 09 SR New Holland minigravemaskiner ud fra fabrikkerne. Allerede under Agromek tilbage i december kunne afløseren tages i åsyn, og de første maskiner er netop blevet leveret på dansk jord. Tre styk E 10 SR, som er maskinens fulde navn, er netop blevet leveret til Stark Udlejning i Storkøbenhavn via forhandler Bay Christensen i Rønnede.

Den nye maskine efterfølger en maskine, der i mange år har været meget populær. E 09 SR har været kendetegnet ved alsidighed og pålidelighed, og at den nu bliver afløst af E 10 SR, er ikke et udtryk for, at den er "over the hill". Den nye E 10 SR kan med rette betegnes som en facelift-version af E 09 SR, snarere end den er en helt ny maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I bund og grund er E 10 SR den samme som E 09 SR - blot med 6-8 væsentlige forbedringer, forklarer Hans Beck, sælger hos Bay Christensen.

"Tiden var inden til et facelift"

Den nye maskine har været varslet længe, og kommer derfor ikke som nogen overraskelse. Det uventede skal nærmere findes i det faktum, at E 09 SR er blevet produceret i mere end et årti uden, at den tidligere er blevet afløst af en nyere model. Og endnu mere paradoksalt er det, at E 10 SR ikke er en nyudviklet maskine, men en opdateret udgave af E 09 SR.

Forklaringen er dog simpel:

- Den virker. E 09 SR er en af de mest solgte maskiner i 1000 kilo klassen hos os. Vi har forhandlet den siden 2004, og den er meget populær. Dens helt store styrke er styringen via joysticks. De giver en væsentlig bedre komfort for føreren, og gør maskinen let at manøvrere, forklarer Hans Beck.

Ændringerne i forhold til E 09 SR involverer ingen revolutioner. Tilgangen til servicering er blevet lettere, idet en stor klap på bagsiden af maskinen med et enkelt håndtag løfter hele bagklappen og førersædet med op. En enkel smørenippel på kongestolen er blevet til to, og så er styrtbøjler blevet obligatorisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Europa skal der i dag være styrtbøjle på den type maskiner. Vi må ganske enkelt ikke sælge dem uden bøjlen, forklarer Hans Beck.

Han mener selv, at det var på tide med et facelift til E 09 SR, men det begrunder han alene med det lange tidsrum, den har været på markedet. Som maskine fejler den ikke noget. Nu er den blot blevet endnu bedre.

- Gennem årene har producenten samlet reklamationer og ønsker til maskinen sammen, og når der alligevel går mere end et årti, før der kommer ændringer, siger meget om maskinen. Nu har vi fået en endnu bedre maskine, som vi virkelig kan bruge til noget, siger Hans Beck.

Blandt ændringerne er også en forstærkning på gravearmen. Nogle brugere har ment at den var for skrøbelig, når de anvendte en hammer.

- Det har ikke været et problem herhjemme, men det bliver det nu heller ikke i fremtiden, siger Hans Beck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som en lille detalje er hydraulikkoblingen på gravearmen flyttet længere op, da den var for udsat på sin placering på E 09 SR.

Klar til at investere

De tre første E 10 SR ankom på dansk grund 1. juni, og de har allerede fundet nye ejere. Via Bay Christensen i Rønnede indgår de nu i maskinparken hos Stark Udlejning i Storkøbenhavn.

Her har udlejningschef Gudmundur Ægisson god erfaring med minigraverne fra New Holland Kobelco, og da han ønskede at forny maskinudbuddet var han ikke i tvivl om, at E 10 SR var det rette valg:

- Jeg købte dem uden at have set dem. Jeg kendte E 09 SR i forvejen, så det havde jeg ingen bekymringer ved. Vi lejer ud til Gud og hver mand, så vores maskiner får nogle tæsk, og det skal de kunne holde til. Derfor har vi ikke valgt en kinesisk maskine.

Han udlejer hver dag alt fra håndværktøj til entreprenørmaskiner til håndværkere og entreprenører i København fra seks depoter, og kundegruppen vil kun have det bedste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal være fremme i skoene, og kunne levere det nyeste materiel til vores kunder. De skal ikke gå forgæves, men være i stand til at få alt det samme sted. Det kræver nye investeringer, og det er vi klar til.

Lysten til at investere kan Bay Christensen mærke fra et stigende antal kunder.

- Krisen er ovre for vores vedkommende. Vores kunder er optimistiske i deres foretagender, så vi har også positive forventninger til markedet, siger Hans Beck.