Abonnementsartikel

Mennesker bliver aldrig overflødige, mener man hos amerikansk firma, der udvikler robotter til byggebranchen.

MÜNCHEN: Robotter er ikke fjender. Tværtimod. Det er budskabet fra Jeremy Searock, der er medstifter og direktør i Advanced Construction Robotics, ACR.

Det er måske ikke det mest overraskende budskab fra en mand, der har en robotforretning kørende. Men direktøren har alligevel nogle gode pointer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bygge- og anlægsindustrien i størstedelen af verden mangler arbejdskraft. Kvalificeret arbejdskraft, siger Jeremy Searock.

Det kommer aldrig til at ske, at robotterne laver alt arbejdet.

Medstifter og direktør Jeremy Searock

Advanced Construction Robotics

På Bauma fremviser virksomheden deres første produkt, Tybot, som allerede er på markedet i USA, men som først nu kommer på markedet i resten af verden.

Tybot binder armeringsjern sammen. Om det er så relevant i Danmark, kan diskuteres, men produktet er et godt eksempel på, hvordan robotter kan, som Jeremy Searock siger det, supplere mennesker i byggebranchen.

- Normalt skulle en arbejder gå i en dårlig arbejdsposition og binde med et eller andet redskab. Det er hårdt for arbejderen, og risikoen for arbejdsulykker er ikke uden betydning, siger Jeremy Searock, mens han stikker foden ned i et af hullerne i armeringen for at vise, at der ikke skal mere end en forkert placeret fod til at komme galt afsted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frigiver hænder

Jeremy Searock møder ofte holdningen, at robotterne er på vej til at stjæle arbejdet fra mennesker. Det tror han ikke på.

- Det kommer aldrig til at ske, at robotterne laver alt arbejdet. Mennesker kan meget mere, end robotterne kan. Men man står i en svær situation mange steder. Man kan ikke skaffe den nødvendige arbejdskraft, siger han.

Robotter kommer altså til at tage noget af arbejdet. Men det skal gøre, at man frigiver kapaciteten til andre opgaver, som robotter ikke kan udføre.

- Man skal stadigvæk finde grænsen mellem mennesker og robotter. Det er vi med til at afsøge.

Endnu en robot på vej

Tybot ligner lidt en forsimplet containerkran. I hver side er en skinne, som robotten kører frem og tilbage på. Så hænger maskineriet ellers på bommen, mens den kører ned, op, til siden, ned, op, skråt, ned og så videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tybot skal kun sættes op og så kan den ellers gå i gang. Og så alligevel ikke helt. Byggefolkene skal først selv placere armeringsjernet, og derefter binde cirka 10 procent af samlingerne for at sikre, at det hele ligger korrekt. Når det først er på plads, scanner Tybot sig frem til resten.

Spændvidden går op til 30 meter. Længdemæssigt er det kun udlægningen af skinner, der sætter grænsen. Skinnerne bruger man i USA også, når der skal pumpes beton ud på dækket, så det er ikke en ekstra arbejdsgang.

Det kan lyde, som at det arbejde, man sparer ved binderiet, går tabt i opsætningen af robotten.

- Det tager typisk mellem en og tre timer, at sætte det hele op. Det afhænger af projektets størrelse, siger Jeremy Searock.

Det manuelle arbejde med udlægning af stålet, er der snart råd for. På Bauma har ACR nemlig haft verdenspremiere på deres anden opfindelse, Ironbot. Den skal overtage udlægningen. ACR forventer, at den er klar til produktion i løbet af 2020.