Abonnementsartikel

Det kæmpe milliardprojekt Lynetteholmen i Øresund er ikke miljøundersøgt ordentligt, mener en række eksperter.

Miljøkonsekvenser er ikke til fulde belyst omkring projektet med Lynetteholmen ud for København. Sådan lyder det fra flere eksperter, som DR har snakket med.

Kritikken går på, at man i projektet kun har VVM-undersøgt selve etableringen af øen. Det, der bygges på øen, er ikke med i VVM-undersøgelsen. Og det strider klart mod reglerne, lyder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man har brugt det, der kaldes salamimetoden. Man har altså skåret projektet op i delelementer og nøjes med kun at tage nogle få dele, som man har miljøvurderet. Det mener jeg ikke er foreneligt med de regler, der er. Vi har et hav af domme, der alle sammen siger fuldstændig det samme: Man skal undersøge det samlede. Det kan man ikke sådan tage hen ad vejen. Det er sådan, som regelgrundlaget er. Det er meget klart, siger Peter Pagh til DR. Han er professor i miljøret på Københavns Universitet.

Den tre kvadratkilometer store ø skal etableres frem mod 2035 med næsten 110 millioner ton materialer. Derefter skal der bygges boliger til 35.000 mennesker, erhvervsbygninger til lige så mange arbejdspladser, metroen bliver ført derud, en ringvej bliver anlagt og rensningsanlægget skal flyttes.

Men det er altså kun selve etableringen, VVM-redegørelsen omfatter.

By & Havn, som står for projektet på vegne af Københavns Kommune og staten, afviser kritikken, og det samme gør transportminister Benny Engelbrecht (S).