Abonnementsartikel

Serviceflåden vokser hos Scantruck - to erfarne montører bringer antallet op på 40.

Maskinforhandler Scantruck fra Skive har øget sin serviceflåde. 42-årige Morten Hansen har nemlig lukket sin virksomhed Djurs Truck på Djursland og er vendt tilbage til en servicevogn hos Scantruck, hvor han tidligere har været i syv år.

Med sig har Morten Hansen taget 34-årige Jesper Nør Christensen, som var ansat i Djurs Truck. Han er nu også en del af servicestaben hos Scantruck, som dermed runder 40 montører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Før mine syv år som selvstændig med Djurs Truck, var jeg servicemontør hos Scantruck. Og da firmaet spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme tilbage, så jeg en god mulighed for at slippe for al det papirvælde, vi er velsignet med i Danmark. Jeg har det bedre med at skrue i maskiner og holde kunderne godt kørende, siger Morten Hansen, som kører ud fra privaten i Ryomgård.

Masse af erfaring

Jesper Nør Christensens nye servicevogn overnatter i Klejtrup ved Hobro, hvor den nyslåede Scantruck-montør bor. Som ansat hos Morten Hansen har han i tæt ved tre år lavet service for kunder i en stor del af det østjyske område.

Jesper Nør Christensen har tidligere arbejdet for et truck-firma og som smed med svejsning af fjernvarmerør. Men han har også været udkørende servicemontør.

- Det er en klar styrke, at vi har fået yderligere to erfarne og dygtige montører. Morten Hansen og Jesper Nør Christensen har set fordelene ved at være med i en større gruppe af servicefolk, og for Scantruck optimerer det naturligvis servicestyrken også i Østjylland, siger servicechef Jesper Groht hos Scantruck.