Abonnementsartikel

Dansk Byggeri har indgået aftale med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen om etablering af et videncenter for genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.

Der skal sikres mere viden om sikker bortskaffelse af byggematerialer med miljøfarlige stoffer som eksempelvis PCB, asbest og bly, og derfor har Miljø- og Fødevareministeriet støttet et kommende videncenter for genanvendelse af bygge- og anlægsaffald med to millioner kroner af de otte millioner kroner, der skal bruges til opstart af videncenteret, der efter planen skal være selvfinansieret fra 2017. De øvrige midler kommer fra Grundejernes Investeringsfond og Realdania.

Eva Kjer Hansen siger, at byggebranchen med det nye videncenter viser, at den tager ansvar for at håndtere affaldet korrekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gratis tilbud

Mange virksomheder ved meget, mens en del har behov for at få opdateret deres viden på området. Derfor samler vi al denne viden i et center, der kan formidle den til branchen.

Lars Storr-Hansen

Adm. direktør, Dansk Byggeri

Videncenteret er i første omgang et gratis tilbud til bygherrer, rådgivere, entreprenører, håndværkere og kommuner, og det er ifølge Dansk Byggeris administrerende direktør Lars Storr-Hansen ikke alene Dansk Byggeris medlemmer, der kan gøre brug af dets viden:

- Det vigtige er ikke, om du er medlem det ene eller andet sted, men at vi får et bæredygtigt og sundt byggeri, både i processen og at leve i, siger han til Dagens Byggeri.

Bygge- og anlægsbranchen leverer alene cirka en tredjedel af den samlede affaldsmængde i Danmark, og der er et stort potentiale for at genanvende byggematerialer, men det kræver, at alle parter ved, hvordan miljøfarligt byggeaffald skal håndteres.

Sund fornuft

- Det er sund fornuft at genanvende ressourcerne i byggeaffaldet, så de holdes i omløb i stedet for at gå til spilde. Det er vigtigt, at branchen ved, hvordan byggeaffaldet skal håndteres. så de farlige stoffer kommer ud og ikke gør skade, inden de genanvendes. Derfor kommer jeg inden længe med nogle konkrete initiativer, der skal hjælpe branchen til korrekt bortskaffelse af byggeaffaldet, siger Eva Kjer Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pengene skal i opstartsfasen blandt andet bruges til udvikling af videncenteret, produktion af vejledninger til byggeriets parter, sekretariatsbetjening og udvikling af en forretningsmodel for videreførelse af centeret på bæredygtige forretningsvilkår.

Ud til alle

Lars Storr-Hansen siger til Dagens Byggeri, at der skal skabes en bæredygtig byggeproces fra start til slut:

- Den viden findes allerede i dag, men den er meget fragmenteret, hvor mange virksomheder ved meget, mens en del har behov for at få opdateret deres viden på området. Derfor samler vi al denne viden i et center, der kan formidle den til branchen. Dermed sikrer vi os, at den kan komme ud til alle, som dermed har mulighed for at bygge på en bæredygtig måde, siger Lars Storr-Hansen.