Abonnementsartikel

GSV Materieludlejning har nu gennemført opkøbet af Bramsnæs Entreprenørmaskiner.

Konkurrencestyrelsen har godkendt sammenlægningen af GSV Materieludlejning A/S og Bramsnæs Entreprenørmaskiner ApS, og dermed er skabelsen af Danmarks største udlejningsvirksomhed for større entreprenørmaskiner med fører en realitet.

Opkøbsprocessen er nu endelig gennemført, og Bramsnæs køres videre som selvstændigt brand i resten af 2016, men selskabet er en del af GSV-koncernen med GSV's direktion som bestyrelsesmedlemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kører videre

- Vi kører Bramsnæs videre i respekt for det brand, den organisation og de dygtige førere, der er hos Bramsnæs, og så forestiller vi os en glidende integrationsproces i 2017, siger administrerende direktør Dan Protin, GSV Materieudlejning A/S og fortsætter:

- Vi har oplevet en positiv respons på sammenlægningen fra kunderne. Det er jo et opkøb, der betyder yderligere udvikling af området for udlejning af tungt materiel med fører. Vi kan nu levere materiel helt op til 60-65 tons, og kunderne har reageret positivt på, at vi nu er kommet endnu videre i vores one-stop-shopping-strategi, hvor vi kan levere alt fra småudstyr på byggepladsen, pavilloner, alle typer løfteudstyr, stillads og op til de største anlægsmaskiner med fører, siger han.

For GSV er dygtige maskinførere altafgørende for virksomheden, og den hidtidige ejer af Bramsnæs Entreprenørmaskiner, Jesper Jensen, gennemførte hurtigt efter GSV's overtagelse samtaler med samtlige førere.

- Vi vil gøre meget for at fastholde og udnytte vores stab af dygtige førere. Vi satser i fremtiden eksempelvis endnu mere på maskinstyring med GPS, og der skal førerne være i stand til at udnytte systemerne fuldt ud. Vi prøver at gøre det attraktivt at være fører hos os, eksempelvis ved jævnlige skift af opgavetyper, siger Jesper Jensen.

Tror på stigning

Dan Protin tror på en stigning i udlejningsaktiviteten på større materiel, selv om der generelt i Danmark er udsigt til lidt lavere anlægsaktivitet i 2017 og 2018.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi mærker stigende efterspørgsmål, både fra mindre entreprenører og fra de helt store. Nogle vil gerne undgå at binde kapital i maskiner, som de måske kun skal bruge på ét projekt, og andre foretrækker at indkøbe specialudstyr og leje de mere almindelige maskiner, og igen så handler det om, at vi har førere, der gør vores maskiner særdeles effektive og dermed gør kunderne konkurrencedygtige, siger Dan Protin.

GSV Materieludlejning med kapitalfonden CataCap som medejer offentliggjorde købet af Bramsnæs Entreprenørmaskiner i januar. Overtagelsen af Bramsnæs Entreprenørmaskiner tilfører GSV cirka 125 tunge entreprenørmaskiner og en omsætning på cirka 125 millioner kr.