Abonnementsartikel

Karl Popp A/S udvikler sin forretning og løser mange krævende opgaver.

Med 25 års erfaring i asbestsanering har Karl Popp A/S allerede set og afhjulpet sin del af påvirkningerne fra fortidens byggematerialer.

- Markedet for miljøsanering og nedrivning stiller stadig større krav, hvis man vil løse de interessante opgaver. Derfor er det afgørende, at vi hele tiden styrker vores kompetencer og udvikler forretningen, fortæller Lars Bertel Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han blev i 2013 ny adm. direktør for Karl Popp A/S efter Holger Dahl, der er kendt i branchen for sin ekspertise i asbestsanering og stadig arbejder i virksomheden. Netop stabilitet kendetegner firmaet i Greve, der blev grundlagt i 1992, og hvor man glæder sig over faste og langvarige relationer til mange af sine kunder.

HOFOR dropper dampen

Et af de travleste projekter i øjeblikket er for HOFOR, hvor Karl Popp blev valgt som husentreprenør efter et udbud sidste år. Frem mod 2025 skal en stor del af fjernvarmerørene i København udskiftes:

- Vi arbejder med asbestsanering, hvor vi demonterer gamle damprør, der ligger rundt omkring i folks kældre og pulterrum. Og så med renovering af alle varmecentralerne fra damp til vand, fordi man har valgt at nedlægge dampsystemet. Foruden at mange af de gamle rør ofte har asbest inde bag isoleringen, indeholder en stor del af malingen fra dengang bly og PCB. Mest i det yderste lag, så i praksis skærer vi lærredet op og skiller tingene ad hver for sig, forklarer Lars Bertel Sørensen.

Museumsgenstande

En anden aktuel opgave er miljøsaneringen og nedrivningen af fem gamle haller på den tidligere Flyvestation Værløse:

- Det er et spændende sted at arbejde, fordi Filmbyen også ligger i området. Det kræver i sagens natur, at vi tager hensyn, når de laver optagelser. Men vi har et godt samarbejde, og hvem ved, hvad fremtiden bringer af opgaver. Der er meget at tage fat på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheden løser flere specielle miljøopgaver, blandt andet for forskellige afdelinger af Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen. Her udfører Karl Popp primært rengøring af museumsgenstande, som tidligere er blevet behandlet mod skadedyr med giftstoffet DDT. Nu er der langt mere fokus på miljørigtige metoder, så efter rengøringen pakkes museumsgenstandene ind og placeres i store dybfrostanlæg.

Renoveringsbølge

Sideløbende med de større opgaver arbejder Karl Popp også med renovering for mange VVS-firmaer, når de er ude at ordne badeværelser og varmeanlæg, skifte rør m.v. Ad hoc opgaver, som man har en "flyver" til at løse. Og der er endnu mere miljøsanering i sigte.

- I de kommende år får vi en bølge med nye renoveringer af de huse, der blev renoveret i 1970-80'erne. For nu er der kalk i rørene igen, og det kritiske er, at man ikke altid tog asbesten seriøst dengang. Så selv om man tror, at den er fjernet, findes den i rigtig mange tilfælde inde under isoleringen af varmerørene. På en måde er det en endnu større udfordring, for det er nemmere at se, når det hele er plastret til med asbest, siger Lars Bertel Sørensen.

Fokus på certificering

Karl Popp har styrket sin administrative stab, så den nu tæller fem medarbejdere. En konsekvens af det stigende antal regler og krav til miljøscreening og præcis dokumentation af alle processer inden for arbejdet med miljøsanering og farlige stoffer.

- Vi er samtidig i gang med at blive arbejdsmiljøcertificerede for bedre at kunne dokumentere, at vi gør tingene ordentligt og systematisk. Det er vigtigt for den retning, vi ønsker virksomheden skal tage i fremtiden, siger Lars Bertel Sørensen, som i forbindelse med det meget papirarbejde gerne vil rose kommunerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De miljøafdelinger, der sender opgaver i udbud, er virkelig kommet godt med og laver et seriøst stykke arbejde. Der er styr på tingene.