Abonnementsartikel

Vejene fik en hårdere vinter end normalt - især på grund af den sibiriske kulde, der lagde sig over landet i marts måned.

På grund af den lange vinter med godt med frost fik vejene en hård medfart. Det viser den nyeste opgørelse over Vejdirektoratets indsats på det overordnede vejnet i vintermånederne.

Heraf fremgår det, at Vejdirektoratets saltspredere denne vinter spredte 17 procent mere salt end normalt for at bekæmpe frost og is på de store veje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tallene viser meget tydeligt, at vores entreprenører især i slutningen af vinteren måtte levere en ekstra stor indsats for at holde de store veje farbare for trafikanterne, siger vinterservicekoordinator Carina Meldgaard Frandsen fra Vejdirektoratet.

- Vi arbejder i Vejdirektoratet altid ud fra en målsætning om at begrænse saltforbruget på vejene mindst muligt, både af hensyn til miljøet og af ressourcemæssige årsager. Men når vinteren virkelig bider - som den gjorde i marts måned - så rykker vi ud med alle mænd og maskiner for at sikre så gode køreforhold som muligt for trafikanter over hele landet.

Hårdt i Jylland

Vinteren var hårdest for vejene i store dele af Jylland. Vejdirektoratets tal viser, at der var behov for at sprede mest salt i Syddanmark og Midt- og Vestjylland, mens saltforbruget var relativt mindst på Sjælland og i Hovedstadsområdet.

Samtidig viser tallene, at selv om marts traditionelt set er en forårsmåned, så gjorde den sibiriske kulde dette års marts måned til den næsthårdeste marts for vejene siden 2000. Kun marts måned år tilbage i 2013 var hårdere.

Kulden i marts var i øvrigt også hovedårsagen til, at vinteren samlet set blev hårdere end gennemsnittet, når man ser på Vejdirektoratets saltforbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som enhver sikkert kan huske, var det jo især i marts måned, at vinteren for alvor meldte sig på vores breddegrader, og det bekræftes altså også af statistikkerne, siger Carina Meldgaard Frandsen.

Derudover har vinterens effekt på vejene i denne omgang mere bestået af frost og is end egentlig sne. Således har Vejdirektoratets entreprenører foretaget 30 procent mindre snerydning end på en såkaldt normalvinter.