Abonnementsartikel

Dog har MCT 125C udfordringer med udsynet bagud, mener PowerGears testteam.

Den skridstyrede læssemaskine er som maskine et fantastisk redskab. Dens smidighed, styrke og fleksibilitet har gennem årtier vundet mange hjerter hos maskinførere verden over og med god grund. Den kan udstyres til næsten ethvert formål, og når chefen ikke kigger, er den ligeledes et herligt stykke legetøj - uanset om den er på hjul eller bælter.

Blandt brugere er den type maskine ikke sjældent omtalt som "en Bobcat", og selv om der selvfølgelig er blevet handlet rigtig mange skridstyrede læssere fra den amerikanske producent gennem årerne, så har de ikke patent på maskintypen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har tidligere i år i PowerGear testet Caterpillars 259D, men derudover finder man også maskintypen hos Volvo, Mustang, JCB, Komatsu, Gehl og Hyundai. Selv John Deere producerer en skridstyret læsser.

Denne gang tester vi en Volvo MCT 125C skridstyret læsser, og den opfylder til fulde den indledende beskrivelse af maskintypen. Generelt er maskintypen dog også kendt for den udfordrende ind- og udstigning over redskabet, et langt fra optimalt udsyn og så ellers en kabine, hvor støjgenerne er store.

De kriterier er derfor grundlaget for denne test af Volvos fleksible læsser.

Én stor arm

Lad os begynde med adgangen til maskinen. De skridstyrede læssemaskiner har som regel en arm på hver sin side af maskinen, hvorfor døren er placeret på forsiden.

Volvo har med MCT 125C valgt at bygge en maskine udstyret med en mono-arm, som er monteret på maskinens højre side. Det giver mulighed for en almindelig dør i venstre side. Det er ikke en nyudvikling i forhold til skridstyrede læssere, idet man har set det tidligere hos JCB på deres 180 og 260 modeller, og for den sags skyld også på flere andre Volvo modeller. Volvo er den producent, som har arbejdet mest med ideen, og det virker rigtig godt!

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en kanon fordel, at ind- og udstigning sker i venstre side frem for hen over redskabet, mener Knud Lynggaard.

- Skulle man være uheldig med maskinen og komme ned og ligge på døren, kan man klikke forruden ud med de fire røde håndtag. Jeg synes bestemt, at Volvos løsning er at fortrække, supplerer Tommy Larsen.

Begge kvitterer med topkarakterer for udsynet til venstre, men til de andre sider kommer vurderingen knap så højt.

Højre siderude er stor og giver derfor et perfekt udsyn. Men kun når mono-armen ikke blokerer usigten. Arbejder man med en skovl i terrænhøjde, flugter oversiden af armen lavt på førerhuset. Men når skovlen løftes, bringes den meget kraftige arm op og dækker for udsynet. Et velkendt problem i en skridstyret læssemaskine, som Volvo har løst i den ene side med mono-armen. Men ikke begge. Derfor må MCT 125C nøjes med karakteren "god" for udsyn til højre. Samme karakter gives for udsynet fremad, men bagud er testteamet ikke tilfreds.

- Jeg mangler virkelig spejle til at orientere mig bagud. Der er et spejl over forruden, som skal give udsyn bagud. Men det er i vidvinkel, og det er ikke så behageligt at kigge i, mener Tommy Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Samtidig har de sat deres eget logo øverst i bagruden, og det tager også af udsynet, siger Knud Lynggaard.

Den testede maskine var ikke udstyret med bakkamera. Det ville naturligvis gøre en positiv forskel i forhold til udsynet bagud, men i dets fravær må udsigten nøjes med "mindre god".

Ingen larm

Ind- og udstigning hen over redskabet har endvidere den ulempe, at man skal have lagt læssearmen ned plant med bælterne, for at kunne åbne døren foran. Det problem slipper man også for med sidedøren.

Den gør det ganske enkelt mere komfortabelt at komme ind og ud af maskinen, og komforten inde i maskine er også godkendt. Man sidder højt og godt, og der er fin plads til selv de langbenede og de velvoksne. Topkarakter også på det punkt.

Mængden af støj og resonans under arbejdet eller under transport er begrænset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ingen støj. Heller ikke på landevej. Jeg har ikke opdaget noget, som larmer, bemærker Tommy Larsen.

Volvo MCT 125C er en lille kraftkarl, som den slags maskiner nu engang er. Brydekraften er tæt på topkarakter, og maskinen mister ikke pusten, selv om den skal arbejde direkte ind i en stor bunke.

- Den JCB diesel motor med 74 hk, de har puttet i den, arbejder effektivt, og selv ved økonomikørsel er brydekraften i top, siger Tommy Larsen.

- Den kan godt hyle lidt i hydraulikken, når den presses hårdt, men der er den ikke anderledes end andre tilsvarende maskiner, vurderer Knud Lynggaard.

Motoren er i øvrigt den samme, som sidder i JCB's egen model 260. Motoren overholder emissionskravene i Stage III/Tier 4i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forbedringer

Sikkerheden er der også tænkt mange tanker omkring, og på bedste svensk måde er man godt beskyttet mod dumheder fra andres eller egen hånd. Flytter man på sikkerhedsbøjlen, går motoren opgående ud.

- Derefter kræver det to funktioner, som skal aktiveres samtidigt, før man kan løsne bremsen og arbejde videre. Det er høj sikkerhed, og det virker, siger Knud Lynggaard.

Men der er afslutningsvis også nogle ting, som testteamet gerne havde set gjort anderledes. Før det første er der hurtigskiftet. Det er drevet af en elmotor, og det fungerer fint, så længe materialerne ikke vælter ned over det.

- Det er samme problematik, som vi så på Cat 259D. Det er i mine øjne alt for udsat. Sand og jord vil pakke sig omkring stemplet, hvilket risikerer at få skiftet til at fejle. Når man skal skifte redskab, kan man blive nødt til at gå ud af maskinen og rense skiftet manuelt, siger Tommy Larsen.

Samtidig er rør og slanger til kørermotoren gemt lidt for godt væk til hans smag som mekaniker. En stor låge giver adgang bagfra, og førerhuset kan tiltes fremad af en person ved at fjerne to bolte inde fra førerhuset. Dog kræver det, at armen er løftet godt op, da cylinderen til skovlen ellers vil spærre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Importørens kommentar

Af Jens Ejsing, markedschef i Volvo Entreprenørmaskiner A/S:

Volvo MCT125C skridstyret minilæsser har flere væsentlige fordele. Første og mest tydelige observation man gør sig, er den nemme ind- og udstigning som følge af, at maskinen har ind og udstigning i siden. Dette giver en let ind og udstigning i maskinen uden, at operatøren først skal kravle op på og hen over et redskab, med farer for at glide, falde ned og komme til skade.

Når operatøren så er kommet ind i maskinen og har lukket døren, bemærkes specielt to ting. For det første bemærkes det meget gode udsyn til både siden og fremad, som dels skyldes at maskinen har monoarm men også, at frontruden ikke også indeholder en dør til ind- og udstigning. Den andet operatøren bemærker er den tætte kabine som følge af dørkonstruktionen.

En anden fordel som sidedøren og monoarmen giver er, at operatøren kan stige ind og ud af maskinen, også selvom redskabet ikke er helt nede.

Denne båndkørende minilæsser har også gode komfortegenskaber. Båndene gør kørslen rolig og stabil, selv i ujævne terræn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alt i alt syntes vi, det er en meget fin og let betjent skridstyret minilæsser.