Abonnementsartikel

Der er kommet 110 bemærkninger til Vejdirektoratets udbygning af E45 fra fire til seks spor mellem Aarhus N til Randers N.

Fra juni og frem har interesserede borgere og interesseorganisationer kunnet bidrage med forslag og ideer til VVM-undersøgelsen for udbygning af motorvejen E45 mellem Aarhus N til Randers N fra fire til seks spor.

Den del af projektfasen har Vejdirektoratet nu lukket og der er kommet masser af indspark. 110 præcist, som nu skal bruges til at beskrive konsekvenserne ved udbygningen. Alle forslag er nu gennemgået og registreret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har gennemgået de indkomne bemærkninger fra borgere, foreninger og myndigheder. De 110 bemærkninger vil indgå i vores videre arbejde. Bemærkningerne giver os vigtig viden om de lokale forhold langs strækningen, så vi sætter stor pris på alle forslag og ideer, siger projektleder Elisabeth Krog fra Vejdirektoratet.

Cirka 100 af de 110 bemærkninger, som vi har modtaget, handler om støj.

Elisabeth Krog, projektleder ved Vejdirektoratet

Støj er et gennemgående tema

- Cirka 100 af de 110 bemærkninger, som vi har modtaget, handler om støj. Støj er et tema, der optager mange naboer, og vi vil i VVM-undersøgelsen se nærmere på støjforholdene og støjreducerende tiltag. I bemærkningerne er der også et generelt ønske om at få forbedret flere af strækningens tilslutningsanlæg. Det skal vi også se nærmere på i den kommende tid, siger Elisabeth Krog.

Andre bemærkninger omhandler natur og miljø samt tekniske forhold. VVM-undersøgelsen skal blandt andet klarlægge, hvordan en udbygning af motorvejen vil påvirke miljøet og omgivelserne og vil desuden belyse økonomi, fordele og ulemper i øvrigt i forskellige løsningsforslag.

I foråret 2020 bliver VVM-undersøgelsen offentliggjort, og der vil i den forbindelse blive afholdt høring og borgermøder.